Aktieavancebeskatningsloven § 23

§ 23. Gevinst og tab på aktier, der skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet).

Stk. 2. For gevinst og tab omfattet af § 17 kan den skattepligtige i stedet én gang for alle vælge at medregne urealiseret gevinst eller tab på beholdningen af aktier til den skattepligtige indkomst (lagerprincippet). Såfremt den skattepligtige vælger at anvende lagerprincippet, opgøres indkomstårets gevinst eller tab som forskellen mellem aktiernes værdi ved indkomstårets slutning og aktiernes værdi ved indkomstårets begyndelse. For aktier, som er erhvervet i indkomstårets løb, anvendes anskaffelsessummen i stedet for aktiernes værdi ved indkomstårets begyndelse. For aktier, som er afstået i indkomstårets løb, anvendes afståelsessummen i stedet for aktiernes værdi ved indkomstårets slutning.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan tillade, at en anden opgørelsesmåde anvendes, jf. dog stk. 4-7. Er en sådan tilladelse givet, kan den herved godkendte opgørelsesmåde kun ændres efter tilladelse fra told- og skatteforvaltningen.

Stk. 4. Den skattepligtige skal anvende lagerprincippet ved opgørelse af gevinst og tab på investeringsforeningsbeviser omfattet af § 17, stk. 3. Endvidere skal den skattepligtige anvende lagerprincippet ved opgørelse af gevinst og tab på investeringsforeningsbeviser omfattet af § 22, såfremt den pågældende anvender lagerprincippet ved opgørelse af gevinst og tab på fordringer og gæld i enten danske kroner eller fremmed valuta.

Stk. 5. Den skattepligtige skal anvende lagerprincippet ved opgørelse af gevinst og tab på aktier, investeringsforeningsbeviser m.v. omfattet af § 19, stk. 1. I de tilfælde, hvor den skattepligtige og investeringsselskabet har forskelligt indkomstår, træder værdien ved begyndelsen af investeringsselskabets indkomstår i stedet for værdien ved begyndelsen af den skattepligtiges indkomstår, og værdien ved udgangen af investeringsselskabets indkomstår træder i stedet for værdien ved udgangen af den skattepligtiges indkomstår. For aktier, som den skattepligtige har erhvervet i løbet af investeringsselskabets indkomstår, træder anskaffelsessummen i stedet for aktiernes værdi ved begyndelsen af indkomståret. For aktier, som den skattepligtige har afstået i løbet af investeringsselskabets indkomstår, træder afståelsessummen i stedet for aktiernes værdi ved udgangen af indkomståret. Værdien af aktier og investeringsforeningsbeviser m.v., der er udstedt af et investeringsselskab, opgøres som tilbagekøbsværdien efter § 19, stk. 2, nr. 2.

Stk. 6. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter stk. 5 henføres gevinst og tab til dagen efter udgangen af det indkomstår i selskabet, som de vedrører. Ved salg henføres gevinst og tab dog til salgstidspunktet. Ved ophør af skattepligt eller ved flytning forinden af skattemæssigt hjemsted efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvor forholdet omfattes af § 38, stk. 1, træder værdien på det tidligste af disse tidspunkter i stedet for værdien ved udgangen af indkomståret. Gevinst og tab henføres til samme tidspunkt. § 40 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. Ved afståelse af et investeringsforeningsbevis i en investeringsforening, der har været omfattet af ligningslovens § 16 C, og hvor investeringsforeningsbeviset på grund af foreningens beslutning herom eller på grund af manglende rettidig indsendelse af korrekte oplysninger om minimumsudlodning m.v. omfattes af § 19, stk. 1, opgøres den skattepligtige indkomst fra afståelsen, som om stk. 5 og 6, § 19, stk. 1, og § 33, stk. 1, ikke var gældende. Det gælder dog kun, såfremt afståelsen sker inden beslutningstidspunktet eller inden det tidspunkt, hvor rettidig indsendelse af korrekte oplysninger skulle have fundet sted, og den skattepligtige ikke på grund af udfaldet af en stedfunden generalforsamling havde grund til at antage, at beslutningen ville blive truffet, eller at der ikke ville ske rettidig indsendelse af korrekte oplysninger.

Kilde: Retsinformation.dk