Aktieavancebeskatningsloven § 2

§ 2. Gevinst og tab ved udlodning af likvidationsprovenu fra aktieselskaber m.v. i det kalenderår, hvori selskabet m.v. endeligt opløses, behandles efter reglerne i denne lov. 1. pkt. finder dog ikke anvendelse ved udlodning af likvidationsprovenu, som er skattepligtigt for foreninger og selskaber efter selskabsskattelovens § 5 B, stk. 4, og fusionsskattelovens § 12, stk. 3. Ved udlodning af likvidationsprovenu fra en investeringsforening, der har valgt beskatning efter § 21, stk. 2, finder 1. pkt. alene anvendelse, i det omfang udlodningen overstiger minimumsudlodningen, jf. ligningslovens § 16 C, stk. 2, for tiden fra indkomstårets begyndelse til ophørstidspunktet.

Stk. 2. Gevinst og tab ved udlodning i forbindelse med nedsættelse af aktiekapitalen m.v. i et selskab m.v. og gevinst og tab ved udlodning af likvidationsprovenu fra aktieselskaber m.v. forud for det kalenderår, hvori selskabet m.v. endeligt opløses, behandles efter reglerne i denne lov, såfremt der efter reglerne i henholdsvis ligningslovens § 16 A, stk. 2, og § 16 A, stk. 3, er opnået tilladelse til, at de udloddede beløb fritages for beskatning som udbytte.

Stk. 3. Gevinst og tab ved afståelse af aktier til det selskab m.v., der har udstedt aktierne, behandles efter reglerne i denne lov i følgende tilfælde:

  1. Ved afståelse af aktier, der er omfattet af ligningslovens § 7 A, aktier omfattet af ligningslovens § 7 H, aktier erhvervet ved udnyttelse af en købe- eller tegningsret omfattet af ligningslovens § 7 H og aktier erhvervet ved udnyttelse af en købe- eller tegningsret omfattet af ligningslovens § 28, når det ved udstedelsen af aktierne er betinget, at aktierne ved afståelse eller ved medarbejderens død tilbagesælges til selskabet, der i så fald er forpligtet til at erhverve disse. Det er dog en betingelse, at medarbejderaktionæren ikke er hovedaktionær i selskabet efter § 4.

  2. Ved afståelse til et selskab m.v. i likvidation i det kalenderår, hvori selskabet m.v. endeligt opløses.

  3. Ved afståelse af investeringsforeningsbeviser.

  4. Ved afståelse af børsnoterede aktier uden for de tilfælde, der er nævnt i nr. 1 og 2, hvor sælger ikke efter ligningslovens § 16 B, stk. 4, har tilkendegivet, at salget er omfattet af ligningslovens § 16 B, stk. 1.

  5. Når der efter ligningslovens § 16 B, stk. 2, er opnået tilladelse til, at afståelsessummen fritages for beskatning som udbytte.

Stk. 4. Kontante beløb, der modtages i forbindelse med en skattefri aktieombytning, jf. § 36, eller en skattefri fusion eller en skattefri spaltning omfattet af fusionsskattelovens regler, og som udgør et beløb, der er mindre end kursværdien af hver af de aktier, der tildeles i det erhvervende henholdsvis det modtagende selskab, behandles efter reglerne i ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Definition af børsnoterede aktier

Kilde: Retsinformation.dk