Lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) § 5

§ 5. Ansøgere, der har afsluttet 9. klasse efter bestemmelserne i lov om folkeskolen eller gennemført en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, og som opfylder de krav, der er fastsat i medfør af stk. 4 til forudgående undervisning og prøver, optages i hhx eller htx i direkte forlængelse af 9. eller 10. klasse, medmindre den hidtidige skole eller Ungdommens Uddannelsesvejledning i tilknytning til ansøgerens uddannelsesplan har indstillet ansøgeren til optagelsesprøve.

Stk. 2. Øvrige ansøgere kan, eventuelt på grundlag af en optagelsesprøve, optages efter nærmere regler fastsat af undervisningsministeren, jf. stk. 4 og 5.

Stk. 3. En elev, der efter at have gennemført 1. eller 2. år afbryder undervisningen i indtil 1 år efter aftale med skolen, kan ved starten af det følgende skoleår fortsætte i 2. eller 3. år på den skole, hvor eleven allerede er optaget, eller på en anden skole. En elev, der afbryder undervisningen i mere end 1 år, skal optages på ny efter reglerne i stk. 2.

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om optagelsen af elever i hhx og htx, herunder om senere optagelse, om krav til forudgående undervisning og prøver, om skolens individuelle vurdering af ansøgere, om en optagelsesprøve, om, i hvilke tilfælde ansøgere efter stk. 2 kan optages, samt om, at ansøgere i forbindelse med ansøgningen skal tilkendegive deres interesse med hensyn til valg af studieretning m.v.

Stk. 5. Ansøgere optages på den skole, de ønsker, såfremt der er plads. Undervisningsministeren fastsætter regler om samarbejde mellem skolerne om fordelingen af elever.

Kilde: Retsinformation.dk