Lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) § 2
§ 2. Uddannelserne til højere handelseksamen og højere teknisk eksamen er 3-årige ungdomsuddannelser, som er målrettet mod unge med interesse for viden, fordybelse, perspektivering og abstraktion. Hver af uddannelserne udgør en helhed og afsluttes med en eksamen efter national standard.
Stk. 2. Formålet med uddannelserne er at forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene.
Stk. 3. Eleverne skal gennem uddannelsens faglige og pædagogiske progression udvikle faglig indsigt og studiekompetence. De skal opnå fortrolighed med at anvende forskellige arbejdsformer og evne til at fungere i et studiemiljø, hvor kravene til selvstændighed, samarbejde og sans for at opsøge viden er centrale.
Stk. 4. Uddannelserne skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed. Eleverne skal derfor lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden: medmennesker, natur og samfund, og til deres egen udvikling. Uddannelserne skal tillige udvikle elevernes kreative og innovative evner samt deres kritiske sans.
Stk. 5. Uddannelserne og skolekulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele dagliglivet må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Eleverne skal derigennem opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv.
Kilde: Retsinformation.dk