§ Lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) · kapitel 20 af 22
Kapitel 9 – Udbud af og tilskud til uddannelserne
LOV nr 96 af 18/02/2004
§ 38. Institutioner godkendt efter lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse eller andre institutioner, der gennemfører grundforløb i henhold til lov om erhvervsuddannelser, kan godkendes af undervisningsministeren til at udbyde uddannelserne efter denne lov, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde pålægge en skole at etablere højere handelseksamen (hhx) eller højere teknisk eksamen (htx) eller at optage et bestemt antal elever.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan tilbagekalde godkendelsen af, at skolen kan udbyde uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx).
§ 39. Staten yder tilskud til dækning af de direkte undervisningsudgifter fraregnet indtægter ved uddannelserne. Tilskuddet til undervisningsudgifter bestemmes ud fra antallet af årselever ved uddannelserne og et gennemsnitligt tilskud pr. årselev fastlagt i de årlige finanslove.
Stk. 2. Til institutioner, der er godkendt efter lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse eller lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v., ydes tilskud efter denne lov ikke til dækning af udgifter til betaling af afgifter i henhold til momsloven.
Stk. 3. Undervisningsministeren kompenserer institutionerne for udgifter til betaling af afgifter i henhold til momsloven, som efter momsloven ikke kan fradrages ved en virksomheds opgørelse af afgiftstilsvaret (ikkefradragsberettiget købsmoms), og som institutionerne afholder ved køb af varer og tjenesteydelser, til hvilke der ydes tilskud efter denne lov.
Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om kompensationen efter stk. 3 og kan herunder beslutte, at der skal etableres en acontoordning for momskompensationen til institutionerne.
Stk. 5. Undervisningsministeren kan fastsætte særlige tilskudsregler i forbindelse med uddannelsesforsøg for elever i enkeltfagsundervisning og for skoler med lille elevtilgang, hvis det ud fra regionale hensyn er vigtigt at bevare uddannelsen det pågældende sted.
Stk. 6. Staten yder et særligt tilskud for færdiggørelse af uddannelse efter denne lov. Taksten fastsættes på de årlige finanslove. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for og beregning af det særlige tilskud.