§ Lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) · kapitel 17 af 22
Kapitel 6 – Institutionens lærere
LOV nr 96 af 18/02/2004
§ 29. Lærere, der underviser i henhold til denne lov, skal have undervisningskompetence (faglig og pædagogisk kompetence) i et eller flere fag inden for hhx’ og htx’ fagrække.
§ 30. Faglig kompetence er betinget af et fagligt niveau svarende til en ved et universitet bestået kandidateksamen.
Stk. 2. Det faglige niveau kan desuden erhverves ved uddannelse fra handelshøjskole eller universitet, hvis vedkommende ikke i forvejen har en kandidatuddannelse, eller ingeniørhøjskole i kombination med efterfølgende fagligt kvalificerende erhvervsmæssig beskæftigelse.
Stk. 3. Lærere, der underviser i de erhvervsrelaterede fag, skal have mindst 2 års relevant erhvervserfaring.
Stk. 4. I de enkelte undervisningsfag skal læreren have et fagligt niveau, der mindst svarer til et uddannelsesforløb, der er gennemført på et universitet eller en tilsvarende institution og af et omfang på 90 ECTS-points.
§ 31. Pædagogisk kompetence opnås ved at gennemføre en pædagogisk uddannelse, der mindst svarer til pædagogikum ved erhvervsskolerne. Den skal være gennemført senest 2 år efter ansættelsen.
§ 32. Skolen udsteder bevis for undervisningskompetence til lærerne i de enkelte fag.
Stk. 2. Undervisningsministeren tildeler undervisningskompetence til kandidater fra medlemsstater i Den Europæiske Union og fra lande, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis kandidaten har undervisningskompetence på tilsvarende niveau i det pågældende land.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om, under hvilke forudsætninger og på hvilke betingelser personer, der ikke har den i §§ 30 og 31 nævnte faglige eller pædagogiske kompetence, kan opnå undervisningskompetence og undervise i henhold til denne lov.