← Lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven)

§ Lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven) · kapitel 17 af 22

Kapitel 6 – Skolens lærere

LOV nr 95 af 18/02/2004

§ 31. Lærere, der underviser i henhold til denne lov, skal have undervisningskompetence (faglig og pædagogisk kompetence) i et eller flere fag inden for gymnasiets eller hf’s fagrække, jf. dog § 34, stk. 2 og 3.

§ 32. Faglig kompetence er betinget af en ved et universitet bestået kandidateksamen inklusive speciale i et eller flere fag i gymnasiets eller hf’s fagrække, jf. dog § 34, stk. 3. Ved sideordnede fag i en to-fags kombinationsuddannelse skal begge fag være inden for gymnasiets eller hf’s fagrække. Det er endvidere en betingelse, at kandidatens uddannelse i sine enkeltdele og samlet har en sådan faglig og metodisk bredde og dybde, at kandidaten kan undervise fagligt forsvarligt i relation til målene for uddannelsen til studentereksamen.

Stk. 2. Rektor tildeler faglig kompetence i forbindelse med kandidatens ansættelse i en uddannelsesstilling på skolen.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke faglige forudsætninger der skal være opfyldt som betingelse for tildeling af faglig kompetence på grundlag af en kandidateksamen efter stk. 1 eller en anden tilstrækkelig uddannelse.

§ 33. Pædagogisk kompetence opnås ved at gennemføre pædagogikum.

Stk. 2. Undervisningsministeren har ansvaret for kurser og prøver i forbindelse med pædagogikum, bortset fra den faglige supplering på universiteterne, som er knyttet til det af kandidatens fag, der er normeret til 90 ECTS-points.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om pædagogikum.

§ 34. Rektor på den skole, hvor kandidaten har gennemført en uddannelsesstilling, udsteder bevis for undervisningskompetence, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan tildele undervisningskompetence til kandidater fra medlemsstater i Den Europæiske Union og fra lande, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis kandidaten har undervisningskompetence på tilsvarende niveau i det pågældende land.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om, under hvilke forudsætninger og på hvilke betingelser personer, der ikke har den i §§ 32 og 33 nævnte faglige eller pædagogiske kompetence, eller som ikke har gennemført en uddannelsesstilling, kan opnå undervisningskompetence og undervise i henhold til denne lov.