Kvoteloven § 34

§ 34. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af økonomi- og erhvervsministeren efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 2. Ved afgørelser af klager efter denne lov består Energiklagenævnet af de medlemmer, som afgør klager efter lov om elforsyning. Såfremt klagen giver baggrund herfor, kan nævnets formand beslutte, at nævnet ved klagens afgørelse skal bestå af de medlemmer, som afgør klager efter lov om varmeforsyning.

Stk. 3 Ministerens afgørelser efter kapitel 4 vedrørende det antal kvoter, som tildeles de enkelte driftsledere, kan bortset fra afgørelser vedrørende datagrundlaget truffet efter § 16, stk. 6, ikke indbringes for Energiklagenævnet.

Stk. 4. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.

Stk. 5. Energiklagenævnets formand kan efter nærmere aftale med nævnet træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der behandles efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller regler udstedt i henhold til loven træffes af ministeren, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet, samt at afgørelser truffet af en institution under ministeren eller en anden myndighed, som ministeren i henhold til § 37 har henlagt sine beføjelser til efter lov, ikke skal kunne indbringes for ministeren.

Stk. 7. Ministerens afgørelser efter § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1, nr. 2 og 3, kan ikke indbringes for Energiklagenævnet.

Stk. 8. Ministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr ved indbringelse af klage for Energiklagenævnet.

Kilde: Retsinformation.dk