Kvoteloven § 19

§ 19. En ny produktionsenhed, der sættes i drift efter den 31. marts 2004, tildeles kvoter fra puljen til nye produktionsenheder, jf. § 15, stk. 3, efter bestemmelserne i stk. 3-7, jf. dog stk. 2. Ved nye produktionsenheder forstås nyetablerede produktionsenheder, større udvidelser af produktionskapaciteten på eksisterende produktionsenheder, jf. stk. 7, og produktionsanlæg, der er idriftsat før den 31. marts 2004, men først opfylder kravene til at være omfattet af loven efter denne dato.

Stk. 2. Kvoterne efter stk. 1 tildeles fra den 1. i måneden efter, at den nye produktionsenhed er sat i drift, såfremt puljen nævnt i § 15, stk. 3, ikke er opbrugt på tildelingstidspunktet.

Stk. 3 . Nye elproducerende produktionsenheder, der ikke er omfattet af stk. 6, tildeles 1.710 kvoter pr. MW installeret fossil elproduktionskapacitet pr. år, enheden er i drift. Hvis varmen ikke helt eller delvis anvendes i de tunge processer, jf. stk. 5, tildeles yderligere 350 kvoter pr. MW installeret fossil varmeproduktionskapacitet pr. år, enheden er i drift. Ved kraft-varme-producerende enheder beregnes elkapaciteten ved fuld varmeproduktion.

Stk. 4 . En ny varmeproducerende produktionsenhed, der ikke producerer el, og hvis primære formål er at producere varme til de kollektive net, tildeles 205 kvoter pr. installeret MW varmekapacitet pr. år, enheden er i drift.

Stk. 5. En ny produktionsenhed med aktiviteter, der er omfattet af bilaget om tung proces i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, tildeles kvoter ud fra de nøgletal, der angives i bilag 2 til denne lov. Nye produktionsenheder med aktiviteter, der i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter afgiftsmæssigt er regnet som tung proces, men for hvilke der ikke er et nøgletal i lovens bilag 2, tildeles til de tunge processer 205 kvoter pr. installeret MW varmekapacitet pr. år, enheden er i drift.

Stk. 6. For nye energiproducerende produktionsenheder på offshorevirksomheder tildeles 4.700 kvoter pr. MW energiproduktionskapacitet målt som akseleffekt pr. år, enheden er i drift.

Stk. 7. Ved en større udvidelse efter denne bestemmelse forstås:

  1. For produktionsenheder omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1, en udvidelse af kapaciteten på mindst 10 MW indfyret effekt eller en forøgelse af den indfyrede kapacitet med mindst 20 pct. i forbindelse med etablering af kraft-varme-produktion.

  2. For produktionsenheder omfattet af § 5, stk. 1, nr. 2 og 3, og §§ 6-8 en udvidelse på mere end 10 pct. af den før udvidelsen installerede produktionskapacitet.

Kvotetildelingen

Kilde: Retsinformation.dk