Kvoteloven § 17
§ 17. For el- og varmeproducerende produktionsenheder omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1, som primært har til formål at sælge el eller varme til de kollektive net, tildeles for 1. periode 1,680 kvoter for hver MWh fossil elproduktion, der i gennemsnit om året i basisårene netto blev produceret på enheden, samt 3,0 kvoter for hver ton CO2 , der i gennemsnit om året i basisårene blev udledt fra brændsler anvendt til varmeproduktion.
Stk. 2. For alle øvrige produktionsenheder omfattet af denne lov, jf. §§ 5-8, tildeles for 1. periode 3,0 kvoter for hver ton CO2 , der i gennemsnit om året i basisårene blev udledt fra produktionsenheden.
Stk. 3. Såfremt en driftsleder for en produktionsenhed omfattet af stk. 1 og 2 eller § 18 kan sandsynliggøre, at CO2 -udledningen øges eller mindskes gennemsnitligt med mindst 10 pct. i 1. periode i forhold til produktionsenhedens CO2 -udledning i 2002 på grund af lovkrav, der følger af fællesskabslovgivning, får driftslederen sine kvoter suppleret eller reduceret i forhold til tildelingen efter stk. 1 og 2 eller § 18 svarende til den forventede ændring i CO2 -udledningen.
Stk. 4. Såfremt ministeren finder, at en produktionsenhed omfattet af stk. 1 og 2 eller § 18 vil få CO2 -udledningen mindsket gennemsnitligt med mindst 10 pct. i 1. periode i forhold til produktionsenhedens CO2 -udledning i 2002 på grund af lovkrav, der følger af fællesskabslovgivning, får driftslederen sine kvoter reduceret i forhold til tildelingen efter stk. 1 og 2 eller § 18 svarende til den forventede ændring i CO2 -udledningen.
Stk. 5. Det er en betingelse for ændring af kvotetildelingen efter stk. 3 og 4, at lovkravene er gennemført i dansk ret inden den 31. marts 2004.
Tildeling for produktionsenheder, som er sat i drift fra den 2. januar 2002 til den 31. marts 2004
Kilde: Retsinformation.dk