Landbrugsloven § 28

§ 28. Forpagtning eller leje af en del af en landbrugsejendom kan ske for et tidsrum af højst 30 år, hvis

  1. forpagtningsforholdet vedrører jorder, eventuelt med bygninger, der indgår i samdrift med en anden landbrugsejendom, og betingelserne i § 27 er opfyldt,

  2. forpagtningsforholdet alene omfatter vedvarende græsarealer og naturarealer, som benyttes til græsning, forudsat at det forpagtede areal ikke tages i brug til anden anvendelse og forpagteren har fast bopæl inden for en luftlinjeafstand på 15 km fra arealet,

  3. lejeforholdet alene vedrører avlsbygninger,

  4. lejeforholdet alene vedrører beboelsesbygninger, eventuelt med tilhørende have el.lign., i det omfang beboelsen ikke er nødvendig for bedriften, eller

  5. lejeforholdet alene vedrører et areal, der skal anvendes til opførelse af bygninger til jordbrugsmæssig produktion.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 1, når særlige forhold taler for det. Dispensation for et længere tidsrum end 30 år kan dog ikke meddeles.

Stk. 3. Lejemål vedrørende landbrugsejendommes beboelsesbygninger kan uanset bestemmelserne i lejelovgivningen og uanset, om der i lejeforholdet er fastsat længere varsel, opsiges med 6 måneders varsel, når boligen ønskes anvendt til opfyldelse af bopælskravet ved erhvervelse af ejendommen eller som bolig for personer, der beskæftiges i bedriften.

Kilde: Retsinformation.dk