← Landbrugsloven

§ Landbrugsloven · kapitel 26 af 40

Kapitel 6 – Bopælskrav, beboelsesbygninger, bygningsløse landbrugsejendomme, drift m.v.

LOV nr 435 af 09/06/2004

§ 8. Kravet om fast bopæl ved erhvervelse af en landbrugsejendom, jf. §§ 12-16, skal opfyldes af en erhverver i mindst 8 år.

Stk. 2. Den, der som ejer eller forpagter driver en landbrugsbedrift, hvori der indgår en eller flere landbrugsejendomme, eller som bestyrer varetager driften for ejerens eller forpagterens regning, skal have fast bopæl på en landbrugsejendom inden for bedriften, jf. § 2, stk. 3.

Stk. 3. Den, der har bopælspligt på en landbrugsejendom efter loven, skal have fast og varig bopæl på den pågældende ejendom eller på en anden landbrugsejendom, som den pågældende er ejer eller medejer af. Bopælspligten kan også opfyldes ved at have fast bopæl på en landbrugsejendom, der ejes af den pågældendes ægtefælle eller samlever. Boligen skal desuden tjene som hovedbopæl i skattemæssig forstand.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om kravet om fast og varig bopæl samt regler om, hvornår en person kan betragtes som en samlever, jf. stk. 3.

Stk. 5. Ministeren kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 1-3, når særlige forhold taler for det.

§ 9. En landbrugsejendom skal holdes forsynet med en passende beboelsesbygning, medmindre ejendommen ejes sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning, jf. § 10.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om størrelse, beliggenhed og karakter af den i stk. 1 nævnte beboelsesbygning.

Stk. 3. Beboelsesbygningen på en landbrugsejendom skal holdes forsvarligt ved lige. Hvis den ødelægges, forfalder eller tillades fraskilt, skal fornøden beboelse genopføres eller istandsættes inden 2 år, jf. dog § 10.

Stk. 4. Hvis ubenyttede bygninger på en landbrugsejendom virker stærkt skæmmende i forhold til omgivelserne, kan ministeren meddele ejeren påbud om inden en fastsat frist at bringe disse i en sådan stand, at de ikke længere virker stærkt skæmmende, eller at fjerne bebyggelsen. Det samme gælder, hvis bygninger, som er delvis nedrevet eller ødelagt ved brand eller på anden måde, i et længere tidsrum henstår i en sådan tilstand, at de virker stærkt skæmmende i forhold til omgivelserne.

Stk. 5. Ministeren kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 1 og 3, når særlige grunde taler for det.

Stk. 6. Hvis en landbrugsejendom har været uden beboelsesbygning i over 2 år eller har været ubeboet og haft en ødelagt eller forfalden beboelsesbygning i over 2 år i strid med bestemmelserne i stk. 1 og 3, kan ministeren fravige kravet om, at en landbrugsejendom skal være forsynet med en beboelsesbygning, og bestemme, at der ikke må opføres nye bygninger på ejendommen, samt at ejendommen ved førstkommende ejerskifte skal afhændes til sammenlægning med en bestående landbrugsejendom efter reglerne i § 29 eller som en bygningsløs landbrugsejendom, jf. § 10.

§ 10. Beboelsesbygningen på en landbrugsejendom, der ejes lovligt sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning, kan nedrives uden tilladelse eller fraskilles ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, hvis der tinglyses deklaration som nævnt i stk. 2. Der skal dog mindst opretholdes en beboelsesbygning, jf. § 9, for hver 200 ha, der ejes lovligt sammen. Beboelsesbygningen kan fraskilles med et areal under 2 ha uden landbrugspligt, jf. dog § 6, stk. 3, 2. pkt., eller med et areal på 2 ha eller derover som en landbrugsejendom, jf. § 30, stk. 1. Den bygningsløse landbrugsejendom skal være på mindst 2 ha.

Stk. 2. Når beboelsesbygningen nedrives eller fraskilles, skal der tinglyses deklaration på den bygningsløse landbrugsejendom om,

  1. at der ikke uden særlig tilladelse må opføres bygninger på ejendommen,

  2. at den til enhver tid skal ejes sammen med en landbrugsejendom med beboelsesbygning, og

  3. at den kun kan afhændes til sammenlægning med en anden landbrugsejendom eller som en bygningsløs landbrugsejendom, jf. nr. 2.

Stk. 3. Et areal på 2 ha eller derover kan fraskilles en landbrugsejendom med beboelsesbygning som en bygningsløs landbrugsejendom ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, når

  1. jorden afhændes til ejeren af en landbrugsejendom med beboelsesbygning,

  2. der er indgået aftale om køb af jorden som en bygningsløs landbrugsejendom,

  3. betingelserne for erhvervelse af jorden som en selvstændig landbrugsejendom er opfyldt,

  4. betingelsen om, at der skal opretholdes en beboelsesbygning for hver 200 ha, der ejes lovligt sammen, jf. stk. 1, er opfyldt og

  5. der på ejendommen tinglyses en deklaration som nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Der kan endvidere oprettes bygningsløse landbrugsejendomme på 2 ha eller derover, der erhverves af en offentlig myndighed, et vandforsyningsselskab eller en fond, jf. §§ 22-24. Oprettelse af en sådan bygningsløs landbrugsejendom kan ske ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, hvis det godtgøres, at betingelserne i §§ 22-24 er opfyldt.

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan meddele tilladelse til at fravige reglerne i stk. 1-4, når særlige forhold taler for det.

§ 11. En landbrugsejendom skal drives på forsvarlig måde under hensyn til de erhvervsmæssige jordbrugsmæssige udnyttelsesmuligheder, til natur og miljø og til bevarelse af de landskabelige værdier. Anvendelse til naturformål betragtes også som forsvarlig drift.

Stk. 2. Ingen del af en landbrugsejendom må tages i brug til ikkejordbrugsmæssige formål, medmindre en sådan anvendelse er i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om planlægning eller lov om råstoffer.