Dyrlægeloven § 14

§ 14. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om indgåelse af skriftlige sundhedsrådgivningsaftaler mellem en dyrlæge og en besætningsejer eller dennes repræsentant, herunder om indholdet af aftalerne og om anmeldelse af indgåede aftaler.

Stk. 2. Indgår en besætningsejer eller dennes repræsentant en skriftlig aftale med en dyrlæge om sundhedsrådgivning i en besætning af voksent kvæg, kan dyrlægen, uanset bestemmelsen i § 13, ordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler til besætningsejerens eller dennes repræsentants efterbehandling af dyrene under forudsætning af, at dyrlægen har stillet diagnose for og påbegyndt behandling af det enkelte dyr.

Stk. 3. Indgår en besætningsejer eller dennes repræsentant en skriftlig aftale med en dyrlæge om sundhedsrådgivning i en svinebesætning eller en besætning af kalve indtil 1 år, kan dyrlægen ordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler til besætningsejerens eller dennes repræsentants behandling af de af besætningens dyr, der må forventes at blive angrebet af en sygdom, som dyrlægen allerede har diagnosticeret i besætningen, jf. § 12, stk. 1.

Stk. 4. Til brug for fjerkræbesætninger, der er omfattet af en af ministeren fastsat sundhedskontrol, kan en dyrlæge ordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler til besætningsejerens eller dennes repræsentants behandling af dyr, der må forventes at blive angrebet af en sygdom, som dyrlægen allerede har diagnosticeret i besætningen, jf. § 12, stk. 1.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om, at en dyrlæge i en besætning af andre dyr end de i stk. 2 og 3 nævnte, som er omfattet af en skriftlig sundhedsrådgivningsaftale, kan ordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler til besætningsejerens eller dennes repræsentants behandling af dyr i besætningen, der må forventes at blive angrebet af en sygdom, som dyrlægen allerede har diagnosticeret i besætningen, jf. § 12, stk. 1.

Stk. 6. For besætninger, hvor der er indgået en sundhedsrådgivningsaftale, kan ministeren fastsætte regler om, at en dyrlæge kan ordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler til besætningsejeren eller dennes repræsentant til indledende behandling af en sygdom, som dyrlægen ikke selv har diagnosticeret, hvis besætningen underkastes særlig overvågning af den dyrlæge, der har indgået sundhedsrådgivningsaftalen.

Stk. 7. I de i stk. 3-6 omhandlede tilfælde skal dyrlægen over for besætningsejeren eller dennes repræsentant nøje beskrive de kliniske symptomer, som skal være konstateret, før behandlingen påbegyndes.

Kilde: Retsinformation.dk