§ Dyrlægeloven · kapitel 18 af 22
Kapitel 7 – Det Veterinære Sundhedsråd
LOV nr 433 af 09/06/2004
§ 28. Det Veterinære Sundhedsråd består af 5 medlemmer.
Stk. 2. Rådet nedsættes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Ministeren skal ved sammensætningen af rådet så vidt muligt sikre, at der blandt rådets medlemmer er personer med indsigt i de faglige discipliner, der er af særlig betydning for løsning af de opgaver, der er henlagt til rådet. Ministeren udpeger blandt rådets medlemmer en formand og en næstformand.
Stk. 3. Ministeren fastsætter regler om rådets virksomhed.
Stk. 4. Ministeren fastsætter regler om oprettelse af et rådssekretariat og om sammensætningen og driften heraf.
§ 29. Det Veterinære Sundhedsråd afgiver veterinærfaglige udtalelser i sager, der forelægges rådet af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Ministeren kan fastsætte regler om, hvilke myndigheder der over for rådet kan fremsætte begæring om en udtalelse fra rådet, og i hvilke sager dette kan ske.
Stk. 2. Rådet skal på begæring af de i stk. 1 nævnte myndigheder inden for disses ressort afgive udtalelser om særlige spørgsmål af principiel karakter vedrørende forhold af veterinær betydning.
Stk. 3. Rådet kan indhente udtalelser hos særligt sagkyndige eller anmode sådanne sagkyndige om at deltage i sagens behandling eller i behandlingen af det forelagte spørgsmål, når behandlingen af en for rådet forelagt sag eller et forelagt spørgsmål forudsætter en sagkundskab, som rådets medlemmer ikke i tilstrækkeligt omfang er i besiddelse af.