← Lov om hold af dyr

§ Lov om hold af dyr · kapitel 31 af 32

Kapitel 15 – Straf og rettighedsfrakendelse

LOV nr 432 af 09/06/2004

§ 68. Såfremt en besætningsejer eller dennes repræsentant gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af § 51 eller regler udstedt i medfør heraf, kan vedkommende ved dom frakendes retten til at behandle dyr under anvendelse af visse eller alle receptpligtige lægemidler efter § 51.

Stk. 2. Skønner ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, at betingelserne for frakendelse efter stk. 1 foreligger, kan ministeren, såfremt der er nærliggende fare for misbrug, midlertidigt inddrage retten til at behandle dyr under anvendelse af visse eller alle receptpligtige lægemidler efter § 51. Den, hvis rettigheder er inddraget, kan forlange inddragelsen prøvet ved domstolene. Ministeren skal vejlede besætningsejeren eller dennes repræsentant om prøvelsesretten. Begæring om prøvelse skal fremsættes inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Det tidsrum, hvori retten til at behandle dyr under anvendelse af visse eller alle receptpligtige lægemidler efter § 51 har været inddraget, fradrages i frakendelsestiden.

Stk. 3. Frakendelse af retten til at behandle dyr under anvendelse af visse eller receptpligtige lægemidler efter § 51 sker for et tidsrum på mellem 1 og 5 år eller for bestandig.

Stk. 4. Frakendelse kan ske for bestandig, hvis vedkommende

  1.   er frakendt retten til at behandle dyr under anvendelse af visse eller alle receptpligtige lægemidler efter § 51 i et tidsrum af mellem 1 og 5 år og det nye forhold er begået i frakendelsesperioden eller

  2.   flere gange har fået frakendt retten til at behandle dyr under anvendelse af visse eller receptpligtige lægemidler efter § 51 i et tidsrum på mellem 1 og 5 år.

Stk. 5. Er der ved dom sket frakendelse for bestandig af retten til at behandle dyr under anvendelse af visse eller alle receptpligtige lægemidler, kan spørgsmålet om generhvervelse tidligst indbringes for domstolene, når der er forløbet 5 år fra frakendelsestidspunktet og mindst 2 år, efter at generhvervelse af retten senest er nægtet. Afgørelsen træffes ved kendelse.

§ 69. En besætningsejer eller bruger, der ved dom findes skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, kan ved dommen for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum frakendes retten til at eje eller holde dyr. Forbuddet kan begrænses til kun at angå bestemte arter af dyr.

Stk. 2. Er der ved dom sket frakendelse for bestandig af retten til at eje eller holde dyr efter stk. 1, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten tidligst indbringes for domstolene, når der er forløbet 5 år af frakendelsestiden og mindst 2 år efter, at generhvervelse af retten senest er nægtet. Afgørelsen træffes ved kendelse.

§ 70. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

  1.   undlader at tilkalde dyrlæge efter § 27,

  2.   overtræder § 14, stk. 3, § 16, stk. 1, §§ 18, 28 og 42 eller § 44, stk. 1, 1. pkt., eller § 51,

  3.   undlader at efterkomme forbud eller påbud efter § 12, stk. 1, eller §§ 32, 47 og 63,

  4.   uden tilladelse, godkendelse, anmeldelse eller registrering udøver virksomhed som omhandlet i § 7, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, 1. pkt., § 8, stk. 1, eller § 13, stk. 1,

  5.   uden autorisation udøver virksomhed som omhandlet i § 45, stk. 1,

  6.   undlader at stille bistand til rådighed efter § 59,

  7.   undlader at give oplysninger efter § 59,

  8.   behandler dyr med receptpligtige lægemidler, uagtet vedkommende er frakendt retten efter § 68, eller

  9.   ejer eller holder dyr, uagtet vedkommende er frakendt retten hertil efter § 69.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis

  1.   overtrædelsen er begået med forsæt eller grov uagtsomhed og der ved overtrædelsen er forvoldt skade på menneskers eller dyrs sundhed eller fremkaldt fare herfor eller

  2.   overtrædelsen er begået med forsæt og der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i reglerne eller vilkår, der meddeles efter reglerne. I reglerne kan der endvidere fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i regler fastsat af Det Europæiske Fællesskab om forhold, som er omfattet af denne lov. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år under tilsvarende betingelser som anført i stk. 2.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 71. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. For så vidt angår den i stk. 1 omhandlede tilkendegivelse, finder bestemmelserne i retsplejeloven om krav til anklageskrift og om ikke at have pligt til at udtale sig tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.