§ Lov om hold af dyr · kapitel 18 af 32
Kapitel 2 – Hold, registrering, mærkning og omsætning af dyr
LOV nr 432 af 09/06/2004
§ 3. Den, der holder dyr, er ansvarlig for overholdelse af de krav, der er fastsat i loven eller med hjemmel i loven eller i Det Europæiske Fællesskabs forordninger.
§ 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om registrering og mærkning af dyr. Reglerne kan indeholde krav om, at en bestemt mærkning eller dokumentation skal anvendes.
§ 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om registrering af afgang fra henholdsvis tilgang til dyrehold.
§ 6. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om pligten til at afgive oplysninger om husdyrbrug til Det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR). Enhver har adgang til at få meddelt oplysninger fra registeret. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger. Ministeren kan på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger til en ubestemt kreds af modtagere.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om registerets drift, vedligeholdelse og begrænsninger i adgangen til at få oplysninger fra registeret samt om opkrævning af betaling i forbindelse med træk af oplysninger fra registeret. Reglerne kan indeholde bestemmelser om udsendelse af erindringsskrivelser, når indberetning til registeret ikke er sket inden udløbet af en fastsat frist. For udsendelse af erindringsskrivelsen kan opkræves et beløb, der reguleres med tilpasningsprocenten i lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste med 10 delelige kronebeløb.
§ 7. Permanente samlesteder for levende dyr skal, inden de tages i brug, godkendes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, som kan fastsætte regler herom. I reglerne kan fastsættes bestemmelser om, hvilke dyrearter der kan tilføres, om indretning, drift og tilsyn m.v. Ministeren kan endvidere fastsætte regler, der forbyder eller begrænser omsætning af dyr til levebrug på samlesteder.
Stk. 2. Markeder, dyrskuer og auktioner, som højst afholdes 4 gange årligt, og hvortil der tilføres dyr, skal forinden afholdelsen anmeldes til ministeren. Ministeren kan fastsætte regler om anmeldelsen, herunder om, hvor lang tid forud for afholdelsen anmeldelse skal ske, samt om, hvilke dyrearter der kan tilføres, og om indretning, drift og tilsyn m.v.
§ 8. Personer, selskaber og foreninger og andre sammenslutninger, der erhvervsmæssigt omsætter klovbærende dyr, skal registreres efter regler fastsat af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at de i stk. 1 nævnte personer, selskaber og foreninger og andre sammenslutninger skal godkendes. Ministeren fastsætter nærmere regler om betingelserne for godkendelse samt om bedriftens indretning og drift m.v. og tilsyn hermed.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at de i stk. 1 nævnte personer, selskaber og foreninger og andre sammenslutninger skal registrere omsætning af klovbærende dyr.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at personer, selskaber og foreninger og andre sammenslutninger, der omsætter andre dyr end klovbærende dyr eller ikke erhvervsmæssigt omsætter klovbærende dyr, skal registreres og skal registrere omsætning af dyr.
§ 9. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om etablering og drift af dambrug, havbrug og andre akvakulturanlæg samt for virksomheder, hvor akvakulturprodukter renses eller opskæres. I reglerne kan stilles krav om registrering af brug, anlæg og virksomheder og om tilsyn hermed.
§ 10. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan meddele foreninger, der virker til avlens fremme, tilladelse til at afholde frivillig offentlig auktion over avlsdyr uden auktionsrettens medvirken og uden at betale retsafgift.
§ 11. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan træffe bestemmelse og fastsætte regler om anvendelse, omsætning, indførsel og udførsel af genteknologisk fremstillede og klonede dyr samt om forudgående anmeldelse eller godkendelse. Ministeren kan fastsætte regler om tilsyn og kontrol hermed.