Lov om det europæiske selskab § 8
§ 8. I SE-selskaber med et ledelsesorgan og et tilsynsorgan (tostrenget ledelsessystem) skal bestemmelser i lov om aktieselskaber og lovgivningen i øvrigt, der i aktieselskaber gælder for bestyrelsen, direktionen eller medlemmer heraf, anvendes med de fornødne tilpasninger på ledelsesorganet eller medlemmer heraf, medmindre andet følger af anden lovgivning eller regler fastsat i medfør af stk. 6, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2. I det omfang den i stk. 1 nævnte lovgivning indeholder forskellige regler om det samme forhold, der i aktieselskaber gælder for henholdsvis bestyrelse, direktion eller medlemmer heraf, skal de regler, der gælder for bestyrelsen eller medlemmer heraf, anvendes med de fornødne tilpasninger på ledelsesorganet eller medlemmer heraf, medmindre andet følger af anden lovgivning eller regler fastsat i medfør af stk. 6.
Stk. 3. Følgende bestemmelser, der gælder for bestyrelsen eller medlemmer heraf i lov om aktieselskaber, skal med de fornødne tilpasninger alene anvendes på tilsynsorganet eller medlemmer heraf: § 2, stk. 2, nr. 2, § 4, stk. 1, nr. 6, § 10, stk. 4, § 49, stk. 2, 2. pkt., og stk. 6, § 50, § 126, stk. 1, 2. pkt., og § 134 h, stk. 5.
Stk. 4. Følgende bestemmelser, der gælder for bestyrelsen eller medlemmer heraf i lov om aktieselskaber, skal med de fornødne tilpasninger anvendes på såvel tilsynsorganet eller medlemmer heraf som på ledelsesorganet eller medlemmer heraf, jf. stk. 1: § 28 b, stk. 3, § 52, stk. 1, §§ 53 og 54 b, § 56, stk. 2-8, §§ 58, 62 og 64, § 72, stk. 2, § 76, § 76 a, stk. 1 og 3, § 81, § 82, stk. 3, §§ 85 og 115, § 118 a, stk. 5 og 6, § 121, stk. 1, § 127, § 134 a, stk. 1, nr. 9, § 136 a, stk. 1, nr. 11, § 140, stk. 1, 2. pkt., § 144, § 156, stk. 2, § 157, stk. 2, og § 160, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, samt bestemmelser, der gælder for ledelsen og i § 118.
Stk. 5. Lovens bestemmelser om tilsynsorganets medlemmer finder tilsvarende anvendelse på suppleanter for disse, medmindre andet følger af anden lovgivning eller regler fastsat i medfør af stk. 6.
Stk. 6. I det omfang SE-forordningen indeholder adgang hertil, kan økonomi- og erhvervsministeren eller vedkommende minister efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om, at bestemmelserne i stk. 1, 2 og 5 helt eller delvis ikke skal gælde for den lovgivning, der henhører under økonomi- og erhvervsministeren eller vedkommende minister.
Kilde: Retsinformation.dk