§ Lov om forsikringsformidling · kapitel 20 af 22
Kapitel 9 – Grænseoverskridende virksomhed
LOV nr 362 af 19/05/2004
§ 42. En forsikrings- eller genforsikringsmæglervirksomhed eller en forsikringsagent- eller underagentvirksomhed, der ønsker at udøve virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område efter bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser eller bestemmelserne om etableringsfrihed, skal meddele dette til Finanstilsynet med oplysning om,
-
i hvilket land en filial ønskes etableret, og filialens adresse, eller
-
i hvilket land grænseoverskridende tjenesteydelser ønskes udbudt.
Stk. 2. Finanstilsynet videresender senest 1 måned efter meddelelsen oplysningerne til de kompetente myndigheder i værtslandet, der måtte ønske det. Forsikringsmægler-, genforsikringsmægler-, forsikringsagent- eller underagentvirksomheden kan påbegynde sin virksomhed 1 måned efter den dato, hvor virksomheden af Finanstilsynet er blevet underrettet om videresendelse af den i 1. pkt. omhandlede meddelelse. Forsikringsmægler-, genforsikringsmægler-, forsikringsagent- eller underagentvirksomheden kan dog påbegynde sin virksomhed straks, hvis værtslandet ikke ønsker at blive underrettet.
§ 43. En forsikringsmægler- eller genforsikringsmæglervirksomhed eller en forsikringsagent- eller underagentvirksomhed, der er registreret i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan påbegynde virksomhed her i landet gennem en filial eller som grænseoverskridende virksomhed 1 måned efter, at Finanstilsynet fra den kompetente myndighed i hjemlandet er underrettet om virksomhedens hensigt.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for filial- og tjenesteydelsesvirksomhed fra forsikringsformidlere, der er meddelt tilladelse eller registreret i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Finanstilsynet fastsætter reglerne med de afvigelser, som filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i henhold til international aftale.