Lov om miljøvurdering af planer og programmer § 3
§ 3. Når en myndighed i medfør af lovgivningen tilvejebringer følgende planer og programmer eller foretager ændringer deri, skal der udarbejdes en miljøvurdering:
-
Planer og programmer, som tilvejebringes inden for landbrug, skovbrug, fiskeri, energi, industri, transport, affaldshåndtering, vandforvaltning, telekommunikation, turisme, fysisk planlægning og arealanvendelse, og som fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, der er omfattet af bilag 3 og 4.
-
Andre planer og programmer, som kan påvirke et udpeget internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt.
-
Andre planer og programmer, som i øvrigt fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, som myndigheden vurderer kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
Stk. 2. Hvis planer og programmer som nævnt i stk. 1, nr. 1, fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan eller alene indeholder mindre ændringer i sådanne planer eller programmer, skal der kun gennemføres en miljøvurdering, hvis de må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.
Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke for:
-
Planer og programmer, som alene tjener et nationalt forsvarsformål eller et civilt beredskabsformål.
-
Finansielle- og budgetmæssige planer og programmer.
-
Samfinansierede planer og programmer, som er omfattet af de respektive programmeringsperioder for Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (EF-Tidende 1999 nr. L 161, side 1) og Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og ændring og ophævelse af visse forordninger (EF-Tidende 1999 nr. L 160, side 80).
-
Planer og programmer, der tilvejebringes i medfør af anden lovgivning, der indeholder samme eller mere omfattende krav til miljøvurdering m.v. end denne lov.
Kilde: Retsinformation.dk