← Lov om miljøvurdering af planer og programmer

§ Lov om miljøvurdering af planer og programmer · kapitel 8 af 10

Kapitel 3 – Miljøvurdering, miljørapport og offentlighed m.v.

LOV nr 316 af 05/05/2004

§ 6. Miljøvurderingen skal gennemføres under udarbejdelsen af planen eller programmet, og inden der træffes beslutning om den endelige godkendelse eller vedtagelse.

§ 7. Ved udarbejdelse af en miljøvurdering skal myndigheden sørge for, at der udarbejdes en miljørapport, hvori den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet af planens eller programmets gennemførelse og rimelige alternativer fastlægges, beskrives og vurderes. Miljørapporten kan være en del af redegørelsen for planens eller programmets forudsætninger.

Stk. 2. Miljørapporten skal indeholde de oplysninger, der er nævnt i bilag 1. Miljørapporten skal dog kun indeholde de oplysninger, som med rimelighed kan forlanges med hensyntagen til den aktuelle viden og gængse vurderingsmetoder samt til, hvor detaljeret planen eller programmet er, hvad den indeholder, og på hvilket trin i et eventuelt planhierarki planen eller programmet befinder sig.

Stk. 3. Oplysninger om planens eller programmets indvirkning på miljøet, der tilvejebringes som følge af anden lovgivning, kan benyttes med henblik på at give de oplysninger, der er nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Myndigheden skal høre andre myndigheder, hvis områder berøres af forslaget til plan eller program, inden der tages stilling til, hvor omfattende og detaljerede oplysninger, der skal indgå i miljørapporten, jf. også § 12.

§ 8. Når miljørapporten og forslag til plan eller program foreligger, skal myndigheden foretage offentlig bekendtgørelse herom. I bekendtgørelsen skal myndigheden oplyse om fristen efter stk. 3. Miljørapporten og forslaget til plan eller program skal være offentligt tilgængelig.

Stk. 2. Samtidig med bekendtgørelsen skal myndigheden sende miljørapporten og forslaget til plan eller program til andre myndigheder, hvis områder berøres af planforslaget, jf. også § 12.

Stk. 3. Myndigheden skal fastsætte en frist på mindst 8 uger for offentlighedens og myndigheders fremsættelse af bemærkninger til forslaget og den ledsagende miljørapport.

Stk. 4. Hvis der i medfør af anden lovgivning er fastsat regler om offentlighedens inddragelse i forbindelse med udarbejdelse af planen eller programmet, herunder om tidsfrister for indsigelser m.v. mod plan- eller programforslaget, offentlig bekendtgørelse og offentlig tilgængelighed af plan- eller programforslag, finder disse regler anvendelse på såvel plan- eller programforslaget som den ledsagende miljørapport.