← Lov om Energinet Danmark

§ Lov om Energinet Danmark · kapitel 12 af 22

Kapitel 1 – Indledende bestemmelser

LOV nr 1384 af 20/12/2004

§ 1. Økonomi- og erhvervsministeren kan oprette Energinet Danmark som en selvstændig offentlig virksomhed.

Stk. 2. Den overordnede infrastruktur på el- og gasområdet, som varetages af Energinet Danmark, skal forblive i offentligt eje.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan ændre Energinet Danmarks navn.

§ 2. Energinet Danmarks formål er at sikre en effektiv drift og udbygning af den overordnede infrastruktur på el- og gasområdet og at sikre åben og lige adgang for alle brugere af nettene.

Stk. 2. Energinet Danmark varetager efter reglerne i denne lov samt efter reglerne i lov om elforsyning og lov om naturgasforsyning og med baggrund i en sammenhængende og helhedsorienteret planlægning systemansvarlig virksomhed og eltransmissions- og gastransmissionsvirksomhed. Energinet Danmark kan endvidere varetage gasdistributionsvirksomhed.

Stk. 3. Energinet Danmark kan oprette datterselskaber, eje ejerandele i andre selskaber med begrænset ansvar samt indgå samarbejdsaftaler og lign. i forbindelse med udøvelsen af sin virksomhed.

Stk. 4. Aktiviteter, som ligger uden for de i stk. 2 angivne, og som Energinet Danmark varetager i medfør af denne lov, lov om elforsyning eller lov om naturgasforsyning, skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar.

§ 3. Energinet Danmark varetager statens købepligt i medfør af § 35 i lov om elforsyning og § 34 i lov om naturgasforsyning.