§ Forbrugerklageloven · kapitel 9 af 16
Kapitel 1 – Forbrugerklager
LOV nr 456 af 10/06/2003
§ 1. Klager fra forbrugere vedrørende varer, arbejds- og tjenesteydelser kan indbringes for et godkendt, privat klage- eller ankenævn eller for Forbrugerklagenævnet. En klage kan angå samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne.
§ 2. Klage kan rejses mod den, der efter retsplejelovens regler kan sagsøges ved en dansk domstol om de spørgsmål, som klagen omfatter.
Stk. 2. Aftaler om, at retstvister skal behandles ved voldgift eller andet særligt forum, udelukker ikke, at klage kan indgives til et klagenævn.
§ 3. Så længe en klagesag verserer for et klagenævn, kan sagens parter ikke anlægge sag ved domstolene om de spørgsmål, som klagen omfatter.
Stk. 2. Hvis en sag er anlagt ved domstolene og forbrugeren ønsker den indbragt for et klagenævn, udsætter retten sagen på ubestemt tid og sender den til nævnet, medmindre det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.
Stk. 3. Hvis en sag er rejst ved voldgift eller andet særligt forum og forbrugeren ønsker den indbragt for et klagenævn, skal sagen udsættes, indtil den er behandlet af nævnet.
§ 4. Når der er truffet afgørelse i en klagesag, kan hver af parterne indbringe sagen for domstolene.
Stk. 2. Hvis afgørelser eller forlig indgået i forbindelse med klagebehandlingen ikke efterleves, kan Forbrugerstyrelsen på forbrugerens anmodning indbringe sagen for domstolene på forbrugerens vegne.
Stk. 3. Forbrugerstyrelsens afgørelser efter stk. 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.