§ Forbrugerklageloven · kapitel 13 af 16
Kapitel 5 – Gebyrer og omkostninger
LOV nr 456 af 10/06/2003
§ 16. For behandling af en klage ved et godkendt, privat klage- eller ankenævn eller ved Forbrugerklagenævnet skal forbrugeren betale et gebyr. Klagegebyret tilbagebetales, hvis forbrugeren får medhold i klagen, eller hvis sagen afvises som uegnet til behandling ved Forbrugerklagenævnet.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om betaling og opkrævning af gebyr for indgivelse af klage til Forbrugerklagenævnet.
Stk. 3. Ministeren godkender bestemmelser om betaling og opkrævning af gebyr for indgivelse af klage til et godkendt, privat klage- eller ankenævn, jf. § 5.
§ 17. En erhvervsdrivende skal betale et beløb til Forbrugerstyrelsen for styrelsens udgifter til en sags behandling ved Forbrugerklagenævnet, hvis forbrugeren får medhold i sin klage, eller hvis sagen forliges.
Stk. 2. Der opkræves et gebyr på højst 100 kr. for særlige ekspeditioner ved for sen betaling af det i stk. 1 nævnte beløb.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at en erhvervsdrivende skal betale et beløb til et godkendt, privat klage- eller ankenævn, jf. § 5, for nævnets udgifter til en sags behandling ved nævnet, hvis forbrugeren får medhold i sin klage, eller hvis sagen forliges. Der vil kunne fastsættes regler om, at erhvervsdrivende, som ikke bidrager til nævnets drift, skal betale et højere beløb end erhvervsdrivende, der bidrager til nævnets drift.
Stk. 4. Forbrugerstyrelsen har udpantningsret for de i stk. 1-3 nævnte beløb.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om, at Forbrugerstyrelsen kan kræve betaling fra de godkendte, private klage- eller ankenævn for udgifter, som Forbrugerstyrelsen har haft i forbindelse med udpantning for disse.