← Forbrugerklageloven

§ Forbrugerklageloven · kapitel 11 af 16

Kapitel 3 – Forbrugerklagenævnet

LOV nr 456 af 10/06/2003

§ 7. Forbrugerklagenævnet behandler klager fra forbrugere over erhvervsdrivende vedrørende varer, arbejds- og tjenesteydelser, som ikke hører under et godkendt, privat klage- eller ankenævn.

§ 8. Klager, for hvilke der i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang, falder uden for Forbrugerklagenævnets område.

§ 9. Forbrugerstyrelsen er sekretariat for Forbrugerklagenævnet.

Stk. 2. Forbrugerstyrelsen rådgiver endvidere erhvervslivet og forbrugerne med henblik på at forebygge klagesager samt bistår erhvervslivet i forbindelse med oprettelsen af godkendte, private klage- eller ankenævn.

§ 10. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om nævnets virksomhed.

Stk. 2. Ministeren fastsætter herunder regler om, i hvilket omfang klager fra forbrugere vedrørende varer eller arbejds- og tjenesteydelser, der hidrører fra offentlig virksomhed, kan indbringes for Forbrugerklagenævnet.

Stk. 3. Ministeren kan endvidere bestemme, at visse varer, arbejds- og tjenesteydelser eller erhvervsområder undtages fra nævnets virksomhed.

Stk. 4. Ministeren kan desuden bestemme, at klage ikke kan indbringes, når prisen for varer eller ydelser ligger under eller overstiger en bestemt grænse.

§ 11. Betegnelsen »Forbrugerklagenævnet« er forbeholdt det nævn, som er omhandlet i nærværende kapitel.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser, der forbyder andre klageorganer at anvende betegnelser, der kan forveksles med den i stk. 1 anførte betegnelse.

§ 12. Nævnet består af en formand og en næstformand og repræsentanter for forbruger- og erhvervsinteresser.

Stk. 2. Nævnets medlemmer udnævnes af økonomi- og erhvervsministeren. Formanden og næstformanden skal være dommere og må ikke have særlig tilknytning til hverken forbrugernes eller erhvervslivets organisationer. Repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes efter indstilling fra forbrugernes og erhvervslivets organisationer.

Stk. 3. Ministeren kan efter indstilling fra Forbrugerklagenævnets formand udpege yderligere formænd for en tidsbegrænset periode.

Stk. 4. Formanden og næstformanden udnævnes for 4 år ad gangen med mulighed for genudnævnelse. Repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes for 4 år ad gangen med mulighed for genudnævnelse.

§ 13. Ved nævnets behandling af en klage deltager formanden eller næstformanden. Endvidere deltager mindst to medlemmer valgt blandt repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser, således at disse er ligeligt repræsenteret.

§ 14. Forbrugerklagenævnet træffer afgørelse i klager, som indbringes for nævnet.

Stk. 2. Nævnet afviser klager, der ikke skønnes egnet til behandling.

Stk. 3. Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen.

Stk. 4. Nævnet kan bemyndige sekretariatet til at træffe afgørelser i visse klagesager i overensstemmelse med nævnets praksis samt i andre sager, hvor der ikke er tvivl om sagens udfald.

Stk. 5. Nævnet kan endvidere bemyndige sekretariatet til at træffe de i stk. 2 og 3 nævnte afgørelser.