Lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. § 27

§ 27. Erklæres et realkreditinstitut konkurs, anvendes seriernes midler opgjort efter fradrag af udgifter til konkursboets behandling og lignende, herunder udgifter til kurator, personale m.v., til betaling af krav fra indehavere af realkreditobligationer og andre værdipapirer i den pågældende serie eller gruppe af serier med seriereservefonde samt krav på de fra konkursdekretets afsigelse påløbne renter på de nævnte fordringer. Derefter dækkes de i § 25, stk. 2, nævnte krav. Overskydende midler indgår herefter i konkursmassen, jf. konkurslovens § 32.

Stk. 2 . Erklæres et realkreditinstitut konkurs, anvendes midler opgjort efter fradrag af udgifter til konkursboets behandling og lignende, herunder udgifter til kurator, personale m.v., i instituttet i øvrigt til betaling af krav fra indehavere af realkreditobligationer og andre værdipapirer, der ikke er udstedt i serier med seriereservefonde, samt krav på de fra konkursdekretets afsigelse påløbne renter på de nævnte fordringer. Midler, der anvendes efter 1. pkt., kan dog højst udgøre de til realkreditobligationerne og andre værdipapirer svarende pantebreve samt et beløb svarende til 8 pct. af pantebrevenes risikovægtede værdi. Overskydende midler indgår herefter i konkursmassen, jf. konkurslovens § 32.

Kilde: Retsinformation.dk