Lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. § 10

§ 10. Realkreditinstituttet skal ansætte en kontantværdi af ejendommen til brug for låneudmålingen.

Stk. 2 . Værdien skal ligge inden for det beløb, som en kyndig erhverver med kendskab til pris- og markedsforholdene for den pågældende type ejendom må skønnes at ville betale for ejendommen (markedsværdi). Forhold, der betinger en særlig høj pris, må ikke indgå i værdiansættelsen.

Stk. 3 . Rea Realkreditinstituttet skal ved værdiansættelsen tage hensyn til eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold.

Stk. 4 . Rea Realkreditinstituttet kan fravige stk. 2 og 3 i følgende tilfælde:

  1.   Den godkendte anskaffelsessum kan anvendes ved værdiansættelsen af ejendomme, som efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. realkreditbelånes på baggrund af dette beløb. Anvendelsen af det nævnte beløb forudsætter, at instituttet fra offentlig myndighed opnår de garantistillelser, som lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. hjemler.

  2.   Genanskaffelsessummen med fradrag for stand og karakter kan lægges til grund ved værdiansættelsen af ejendomme til sociale, kulturelle og undervisningsmæssige formål, såfremt dette er rimeligt under hensyn til ejendommens driftsresultater, alternative anvendelsesmuligheder og markedsforhold i øvrigt. Genanskaffelsessummen kan dog ikke lægges til grund for ejendomme drevet efter forretningsmæssige principper.

  3.   Genanskaffelsessummen med fradrag for stand og karakter kan lægges til grund ved værdiansættelsen af industri- og håndværksejendomme og kollektive energiforsyningsanlæg, hvis dette er forsvarligt under hensyntagen til låntagers kreditværdighed og den fra ejendommen drevne virksomheds indtjeningsevne. Forudsætningen herfor er, at ejendommens ejer eller et selskab forbundet med ejeren anvender mere end halvdelen af ejendommen.

Kilde: Retsinformation.dk