← Lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

§ Lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. · kapitel 11 af 16

Kapitel 3 – Udstedelse af realkreditobligationer

LOV nr 454 af 10/06/2003

Eneret

§ 18. Realkreditinstitutter med tilladelse her i landet har eneret til at udstede realkreditobligationer her i landet.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan et udenlandsk kreditinstitut udstede realkreditobligationer her i landet, hvis instituttet efter lov om finansiel virksomhed kan udøve virksomhed som kreditinstitut her i landet og opfylder følgende betingelser:

  1.   Hovedparten af instituttets aktiviteter skal være udlån mod pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af obligationer eller andre værdipapirer. Såfremt instituttet er koncernforbundet med et dansk realkreditinstitut, skal instituttets aktiviteter endvidere overholde virksomhedsområdet for danske realkreditinstitutter i lov om finansiel virksomhed.

  2.   Instituttets långivning og obligationsudstedelse skal være reguleret af et balanceprincip. Såfremt instituttet er koncernforbundet med et dansk realkreditinstitut, skal instituttet endvidere overholde §§ 20 og 21.

  3.   Realkreditobligationer, som instituttet udsteder her i landet, skal efter hjemlandets lovgivning give indehaveren samme retsstilling, som indehavere af realkreditobligationer har efter § 27.

Obligationsudstedelse og balanceprincip

§ 19. Realkreditobligationer skal være omsættelige massegældsbreve eller fondsaktiver og optaget til offentlig notering på en fondsbørs.

§ 20. Midler fremkommet ved udstedelse af realkreditobligationer eller andre værdipapirer kan alene anvendes til udlån mod pant i fast ejendom, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om, at midler i begrænset omfang kan anvendes til andet end udlån mod pant i fast ejendom.

Stk. 3. Finanstilsynet kan tillade, at der i koncernforhold kan udstedes realkreditobligationer og andre værdipapirer i et realkreditinstitut til finansiering af realkreditlån i et andet realkreditinstitut.

§ 21. Finanstilsynet fastsætter regler om opgørelse af og grænser for:

  1.   Forskellen mellem de fremtidige betalinger på udstedte realkreditobligationer og andre værdipapirer på den ene side og de fremtidige betalinger på pantebreve og finansielle instrumenter på den anden side,

  2.   den renterisiko, der følger af den i nr. 1 nævnte forskel, og

  3.   forskellen mellem indfrielsesvilkårene for udstedte realkreditobligationer og andre værdipapirer på den ene side og pantebreve og finansielle instrumenter på den anden side.