Lov om finansiel virksomhed § 345

§ 345. Økonomi- og erhvervsministeren nedsætter Det Finansielle Virksomhedsråd, som består af 8 medlemmer. Rådet sammensættes således:

  1.   En formand med juridisk eller finansiel indsigt.

  2.   En næstformand med juridisk indsigt.

  3.   Et medlem med økonomisk finansiel indsigt, som indstilles af Danmarks Nationalbank.

  4.   En forbrugerrepræsentant, som indstilles af Forbrugerrådet.

  5.   En repræsentant for erhvervslivet, som indstilles af Dansk Industri, Danmarks Rederiforening, HTS – Interesseorganisationen, Dansk Handel & Service, Håndværksrådet og Landbrugsraadet i forening.

  6.   En repræsentant for realkreditinstitutterne, som indstilles af Realkreditrådet.

  7.   En repræsentant for pengeinstitutterne m.v., som indstilles af Finansrådet, Den Danske Børsmæglerforening, Den Danske Fondsmæglerforening og InvesteringsForeningsRådet i forening.

  8.   En repræsentant for forsikringsselskaberne m.v., som indstilles af Forsikring & Pension, Foreningen af Firmapensionskasser, Forsikringsmæglernes Brancheforening, Forsikringsmæglerforeningen i Danmark og Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond i forening.

Stk. 2. Det Finansielle Virksomhedsråd

  1.   træffer bortset fra § 43 afgørelser i tilsynssager af principiel karakter samt i tilsynssager, der har videregående betydelige følger for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder,

  2.   rådgiver Finanstilsynet i forbindelse med dets udstedelse af regler og i forbindelse med principielle sager om redelig forretningsskik og god praksis samt i tilsynssager om redelig forretningsskik og god praksis, der har videregående betydelige følger for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder i henhold til § 43 samt

  3.   bistår Finanstilsynet med dets informationsvirksomhed.

Stk. 3. Rådets medlemmer udpeges for 4 år ad gangen. Medlemmerne kan genudpeges.

Stk. 4. For hvert medlem udpeges en suppleant. Ved et medlems forfald deltager suppleanten på medlemmets vegne. Endvidere udpeges to særligt sagkyndige for hvert medlem udpeget efter stk. 1, nr. 4-6, og op til fire særligt sagkyndige for hvert medlem udpeget efter stk. 1, nr. 7 og 8. De særligt sagkyndige kan efter formandens beslutning deltage i rådets møder uden stemmeret. Dog kan der højst deltage to særligt sagkyndige med hver af de i stk. 1, nr. 4-8, udpegede medlemmer ved behandling af de enkelte sager på rådsmøderne.

Stk. 5. Ved rådets behandling af sager om redelig forretningsskik og god praksis, jf. stk. 2, nr. 2, indkaldes Forbrugerombudsmanden til at deltage i det pågældende dagsordenspunkt. Forbrugerombudsmanden har i sager om redelig forretningsskik og god praksis samme beføjelser som rådets medlemmer.

Stk. 6. § 354, stk. 1, finder anvendelse for medlemmerne og suppleanterne af rådet samt de særligt sagkyndige. 1. pkt. gælder dog ikke ved behandling af sager om udstedelse af regler om redelig forretningsskik og god praksis.

Stk. 7. Rådet træffer afgørelse med simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter rådets forretningsorden.

Kilde: Retsinformation.dk