Lov om finansiel virksomhed § 265

§ 265. Erklæres et forsikringsselskab konkurs, giver kurator meddelelse til Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet om konkursens begyndelse og slutning.

Stk. 2. Efter afsigelse af konkursdekret beskikker skifteretten efter forhandling med Finanstilsynet en eller flere kuratorer.

Stk. 3. Finanstilsynet har ret til at deltage i møder i kreditorudvalg og i skiftesamlinger. Udkast til regnskab og udlodning i konkursboet skal sendes til Finanstilsynet.

Stk. 4. Et forsikringsselskab, der er under konkurs, skal bibeholde sit navn med tilføjelsen »under konkurs«.

Stk. 5. I forbindelse med registrering af konkursens slutning slettes selskabet af Erhvervs‑ og Selskabsstyrelsen.

Stk. 6. Konkurslovens regler om tvangsakkord finder med Finanstilsynets tilladelse anvendelse på forsikringsselskaber med undtagelse af livsforsikringsselskaber. Ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber erstatter Finanstilsynets tilladelse de tiltrædelseserklæringer, som er nævnt i konkurslovens § 166, stk. 1, nr. 2. Forinden skal Finanstilsynet påse, at genforsikringsselskabet har rettet henvendelse til samtlige kendte fordringshavere om åbning af tvangsakkordforhandlinger, og at mindst 40 pct. af de afgivne tilbagemeldinger tiltræder, at der åbnes sådanne forhandlinger.

Stk. 7. I forbindelse med den statusoversigt, som skal udarbejdes ved åbning af forhandling om tvangsakkord, jf. konkurslovens § 165, kan skifteretten ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber efter høring af Finanstilsynet udpege en uvildig aktuar til at foretage en opgørelse over værdien af de krav, der er anmeldt.

Stk. 8. Ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber opgøres kravene i henhold til konkurslovens § 176 om vedtagelse af en tvangsakkord i forhold til de fremmødte og anmeldte krav.

Kilde: Retsinformation.dk