Lov om finansiel virksomhed § 215

§ 215. I andelskasser eller sammenslutninger heraf, der har drevet virksomhed siden den 1. januar 1995, kan generalforsamlingen efter reglerne i dette kapitel beslutte, at andelskassen eller sammenslutningen opløses uden likvidation ved overdragelse af andelskassens eller medlemsandelskassernes aktiver og gæld som helhed til et af andelskassen eller sammenslutningen ejet eller oprettet aktieselskab, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed (andelskasseaktieselskab). Aktier i aktieselskabet svarende til værdien af de indskudte aktiver efter fradrag af den enkelte andelskasses gæld, jf. dog § 216, overdrages til en fond eller en forening, i sammenslutninger til en fond eller en forening oprettet for den enkelte medlemsandelskasse. Fondene anses som erhvervsdrivende fonde. Foreningernes medlemmer skal være aktionærer i aktieselskabet.

Stk. 2. Beslutning i henhold til stk. 1 træffes med det flertal, der kræves til andelskassens eller sammenslutningens opløsning.

Stk. 3. I tilfælde af opløsning af en i medfør af stk. 1 oprettet forening kan egenkapitalen ikke udloddes til foreningens medlemmer.

Kilde: Retsinformation.dk