Lov om finansiel virksomhed § 124
§ 124. Basiskapitalen i pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal mindst udgøre
-
8 pct. af de risikovægtede poster (solvenskravet) og
-
5 mio. euro (minimumskapitalkravet), jf. dog stk. 2.
Stk. 2. For pengeinstitutter, hvis basiskapital den 18. december 1989 var mindre end 5 mio. euro, er minimumskapitalkravet basiskapitalen pr. 18. december 1989. Den samlede basiskapital i det pengeinstitut, der opstår i forbindelse med en sammenlægning af to eller flere pengeinstitutter, der er omfattet af 1. pkt, må ikke være mindre end de sammenlagte institutters samlede basiskapital på tidspunktet for sammenlægningen, hvis ikke det sammenlagte institut opfylder kapitalkravet i henhold til stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. Overtages kontrollen af et pengeinstitut, der er omfattet af stk. 2, 1. pkt., af en anden fysisk eller juridisk person, skal pengeinstituttets basiskapital senest 3 måneder efter overtagelsen opfylde minimumskapitalkravet i henhold til stk. 1, jf. dog stk. 2, 2. pkt.
Stk. 4. For realkreditinstitutter skal solvenskravet være opfyldt både i de enkelte serier med seriereservefonde og i instituttet i øvrigt.
Kilde: Retsinformation.dk