← Lov om finansiel virksomhed

§ Lov om finansiel virksomhed · kapitel 32 af 50

Kapitel 7 – Ejerforhold

LOV nr 453 af 10/06/2003

§ 61. Enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en kvalificeret andel på 10 pct. eller derover, jf. § 5, stk. 3, i en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, skal på forhånd underrette Finanstilsynet, og Finanstilsynet skal godkende den påtænkte erhvervelse. Det samme gælder ved forøgelse af den kvalificerede andel, der medfører, at denne efter erhvervelsen vil udgøre eller overstige en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af selskabskapitalen eller stemmerettighederne, eller medfører, at den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed bliver en dattervirksomhed.

Stk. 2. Erhvervelse eller forøgelse af andelen som nævnt i stk. 1 kan kun godkendes, når dette ikke strider mod hensynet til at sikre en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed.

Stk. 3. Finanstilsynets godkendelse eller afslag skal foreligge senest 3 måneder efter Finanstilsynets modtagelse af fyldestgørende underretning om den påtænkte erhvervelse.

Stk. 4. Finanstilsynet kan ved godkendelse af en erhvervelse eller forøgelse efter stk. 1 fastsætte en frist for gennemførelsen af denne.

Stk. 5. Finanstilsynet kan suspendere behandlingen af en ansøgning om en fysisk eller juridisk persons direkte eller indirekte erhvervelse af de i stk. 1 omhandlede andele i en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, hvis den kommende erhverver befinder sig i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med.

Stk. 6. Kapitalejere, som har en andel på mindst 10 pct., og som påtænker at mindske denne andel således, at den falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser, skal underrette Finanstilsynet herom og angive størrelsen af den påtænkte fremtidige andel.

Stk. 7. Når en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed får kendskab til erhvervelser eller afhændelser af andele som nævnt i stk. 1 og 6, skal virksomheden eller holdingvirksomheden straks give Finanstilsynet meddelelse herom.

Stk. 8. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal senest i februar måned give Finanstilsynet meddelelse om navnene på de kapitalejere, som ved udgangen af det foregående år ejede en kvalificeret andel i den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed, og om størrelsen af disse andele.

§ 62. Såfremt kapitalejere, der er i besiddelse af en af de i § 61, stk. 1, omhandlede andele i en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af virksomheden, kan Finanstilsynet ophæve den stemmeret, der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele, eller påbyde virksomheden at følge bestemte retningslinjer.

Stk. 2. Finanstilsynet kan ophæve den stemmeret, der er knyttet til kapitalandele ejet af fysiske eller juridiske personer, som ikke overholder forpligtelsen i § 61, stk. 1, til forudgående underretning af Finanstilsynet. Kapitalandelene tildeles igen fuld stemmeret, hvis Finanstilsynet kan godkende erhvervelsen.

Stk. 3. Såfremt en fysisk eller juridisk person har erhvervet kapitalandele som omhandlet i § 61, stk. 1, uanset at Finanstilsynet har afslået at godkende denne erhvervelse af kapitalandele, skal Finanstilsynet ophæve stemmeretten tilknyttet disse kapitalandele.

Stk. 4. Har Finanstilsynet ophævet stemmeretten i medfør af stk. 1-3, kan kapitalandelen ikke indgå i opgørelsen af den på en generalforsamling repræsenterede stemmeberettigede kapital.

§ 63. Finanstilsynet skal på forhånd underrettes om finansielle virksomheders og finansielle holdingvirksomheders direkte eller indirekte erhvervelse af en kvalificeret andel i en udenlandsk finansiel virksomhed samt sådanne forøgelser af den kvalificerede andel, som medfører, at denne udgør eller overstiger en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. og 50 pct. af stemmerettighederne henholdsvis selskabskapitalen, eller at den udenlandske finansielle virksomhed bliver en dattervirksomhed. Underretningen skal indeholde oplysning om, i hvilket land virksomheden er etableret.

Stk. 2. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, som har en andel på mindst 10 pct. af en udenlandsk finansiel virksomhed, og som påtænker at mindske denne andel, således at den falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser, skal underrette Finanstilsynet herom og angive størrelsen af den påtænkte fremtidige andel.

Stk. 3. Hvor den udenlandske finansielle virksomhed bliver en dattervirksomhed, skal meddelelsen til Finanstilsynet indeholde følgende oplysninger om dattervirksomheden:

  1.   I hvilket land dattervirksomheden ønskes etableret,

  2.   en beskrivelse af dattervirksomhedens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og planlagte aktiviteter,

  3.   dattervirksomhedens adresse og

  4.   navnene på dattervirksomhedens ledelse.

Stk. 4. Ved ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 3, nr. 1-4, skal den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed give meddelelse til Finanstilsynet herom, inden ændringen foretages. Såfremt den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed ikke på forhånd er bekendt med ændringen, skal meddelelse til Finanstilsynet gives straks efter, at den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed har modtaget underretning om ændringen.