Lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 24
§ 24. En person, som uberettiget har modtaget befordringstilskud eller tilskud til kost og logi, skal betale beløbet tilbage til den, der har udbetalt tilskuddet, hvis den fejlagtige udbetaling skyldes, at den pågældende har afgivet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til tilskuddet, eller hvis den pågældende i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at beløb, der skal tilbagebetales, kan forrentes med den aktuelt gældende morarente efter renteloven, og regler for, hvem renten tilfalder.
Stk. 3. I tilfælde, hvor der er udbetalt befordringstilskud eller tilskud til kost og logi med urette, har arbejdsløshedskassen, arbejdsformidlingen eller uddannelsesstedet ikke krav på refusion fra statskassen, og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes deltagerens svigagtige forhold.
Stk. 4. Skyldes fejlagtig udbetaling urigtige eller mangelfulde oplysninger fra en arbejdsløshedskasse, arbejdsformidling eller et uddannelsessted, kan undervisningsministeren bestemme, at den, fra hvem de urigtige eller mangelfulde oplysninger stammer, skal hæfte for fejludbetalingen.
Stk. 5. Arbejdsløshedskassen, arbejdsformidlingen eller uddannelsesstedet skal på begæring afgive enhver nødvendig oplysning til brug for undervisningsministerens afgørelse efter stk. 3 og 4.
Stk. 6. Undervisningsministeren fastsætter regler om administrationen efter stk. 3 og 4. Ministeren kan herunder bestemme, at der i ganske særlige situationer kan udbetales refusion til den, der har udbetalt tilskuddet, selv om fejludbetalingen ikke skyldes deltagerens svigagtige forhold.
Kilde: Retsinformation.dk