§ Lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. · kapitel 13 af 20
Kapitel 3 – Råd og udvalg
LOV nr 446 af 10/06/2003
Rådet for Erhvervsrettet Voksen- og Efteruddannelse
§ 3. Rådet for Erhvervsrettet Voksen- og Efteruddannelse har til opgave at rådgive undervisningsministeren om grundlæggende arbejdsmarkedsrelevant kompetenceudvikling i form af arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i fælles kompetencebeskrivelser og om behov for og tilskud til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
Stk. 2. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 3. Undervisningsministeren stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.
§ 4. Ministeren nedsætter Rådet for Erhvervsrettet Voksen- og Efteruddannelse, udpeger formanden og beskikker derudover rådets medlemmer på følgende måde:
-
7 medlemmer efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark.
-
1 medlem efter indstilling fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.
-
5 medlemmer efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening.
-
1 medlem efter indstilling fra Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger.
-
2 repræsentanter for de offentlige arbejdsgivere efter indstilling fra finansministeren, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i fællesskab.
Stk. 2. Undervisningsministeren beskikker på samme måde 1 suppleant for hver af de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder, der indstiller medlemmer, dog således at der beskikkes 2 suppleanter for organisationer med mere end 3 pladser. Under et medlems midlertidige forfald indtræder en suppleant i medlemmets sted. I perioder, hvor en suppleant ikke er indtrådt i et medlems sted, kan suppleanten deltage i rådets møder uden stemmeret.
Stk. 3. Undervisningsministeren udpeger 1 tilforordnet fra Undervisningsministeriet og efter indstilling fra beskæftigelsesministeren 1 tilforordnet fra Beskæftigelsesministeriet til rådet. De tilforordnede er uden stemmeret.
Stk. 4. Rådet tiltrædes af formanden for Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, der er uden stemmeret.
Stk. 5. Formanden, medlemmerne, suppleanterne og de tilforordnede beskikkes første gang frem til 31. maj 2007. Beskikkelsen finder herefter sted for 4-årige perioder. Finder beskikkelse sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.
Efteruddannelsesudvalg
§ 5. Arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne nedsætter et antal efteruddannelsesudvalg med et lige stort antal medlemmer udpeget af arbejdstagernes og arbejdsgivernes hovedorganisationer inden for større områder, som tilsammen dækker arbejdsmarkedsrelevant kompetenceudvikling efter denne lov. Udvalgene vælger blandt sine medlemmer en formand og en næstformand.
Stk. 2. Efteruddannelsesudvalgenes oprettelse, nedlæggelse og opsplitning godkendes af Rådet for Erhvervsrettet Voksen- og Efteruddannelse. Rådet for Erhvervsrettet Voksen- og Efteruddannelse kan nedlægge et efteruddannelsesudvalg.
Stk. 3. Efteruddannelsesudvalgene eller faglige områder inden for udvalgene kan efter godkendelse fra Rådet for Erhvervsrettet Voksen- og Efteruddannelse slutte sig sammen med faglige udvalg, der er nedsat i henhold til lov om erhvervsuddannelser, til fællesudvalg. Sådanne fællesudvalg varetager opgaverne efter denne lov og lov om erhvervsuddannelser.
Stk. 4. Sekretariatsbistand til udvalgene tilvejebringes af de organisationer, der er repræsenteret i efteruddannelsesudvalgene.
§ 6. Efteruddannelsesudvalgene har til opgave at udarbejde analyser af og forslag til arbejdsmarkedsrelevant kompetenceudvikling for voksne.
Stk. 2. Efteruddannelsesudvalgene skal indberette fælles kompetencebeskrivelser, jf. § 2, med deri optagne arbejdsmarkedsuddannelser, jf. § 10, og enkeltfag til et centralt informationssystem for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningerne.
§ 7. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde anmode et eller flere efteruddannelsesudvalg om at udvikle en fælles kompetencebeskrivelse eller en arbejdsmarkedsuddannelse på et bestemt område og fastsætte en tidsfrist herfor.
Stk. 2. Arbejdsmarkedsuddannelsen efter stk. 1 optages i en eller flere fælles kompetencebeskrivelser efter undervisningsministerens beslutning.
§ 8. Uddannelsesmateriale, der udvikles af efteruddannelsesudvalgene, og som finansieres helt eller delvis af staten, tilhører Undervisningsministeriet.
Lokale uddannelsesudvalg
§ 9. Institutioner godkendt efter lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse nedsætter hver et eller flere lokale uddannelsesudvalg, der tilsammen skal rådgive inden for området for de fælles kompetencebeskrivelser, som institutionen er godkendt til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelse inden for.
Stk. 2. Lokale uddannelsesudvalg rådgiver institutionerne i spørgsmål, der vedrører de uddannelser, der er omfattet af udvalgets virksomhedsområde, og virker for samarbejdet mellem institutionen og det lokale arbejdsmarked.
Stk. 3. De medlemmer af udvalget, der repræsenterer organisationer med sæde i vedkommende efteruddannelsesudvalg, skal udgøre et flertal i uddannelsesudvalget, og de udpeges af efteruddannelsesudvalgene efter indstilling fra organisationernes lokale afdelinger. Øvrige medlemmer udpeges af institutionen. Arbejdsgivere og arbejdstagere skal være ligeligt repræsenteret. Medlemmerne skal så vidt muligt have tilknytning til det geografiske område, som institutionens udbud henvender sig til.
Stk. 4. En repræsentant for institutionens ledelse og for institutionens lærere tilforordnes udvalget. En repræsentant for arbejdsformidlingen kan tilforordnes udvalget. Uddannelsesudvalget vælger selv sin formand.
Stk. 5. Institutionen stiller sekretariatsbistand til rådighed for udvalget.
Stk. 6. Udvalgene kan beslutte at lægge sig sammen med de lokale uddannelsesudvalg nedsat efter lov om erhvervsuddannelser.