Lov om arbejdsskadesikring § 61

§ 61. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring er en selvejende institution.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har til opgave at

  1.   beregne og opkræve bidrag til at finansiere udgifter ved erhvervssygdomme og

  2.   udbetale erstatning m.v. til tilskadekomne eller deres efterladte.

Stk. 3. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring ledes af en direktør og en bestyrelse, der består af en formand og 20 andre medlemmer. Heraf udpeges

  1.   4 medlemmer af Dansk Arbejdsgiverforening,

  2.   1 medlem af Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

  3.   1 medlem af finansministeren,

  4.   2 medlemmer af Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark og Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab,

  5.   1 medlem af Finanssektorens Arbejdsgiverforening,

  6.   1 medlem af Ledernes Hovedorganisation,

  7.   7 medlemmer af Landsorganisationen i Danmark,

  8.   2 medlemmer af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og

  9.   1 medlem af Akademikernes Centralorganisation.

Udpegning af medlemmer sker efter reglerne i lov nr. 388 af 30. maj 2000 om ligestilling af kvinder og mænd.

Stk. 4. Bestyrelsen udpeger selv sin formand, som ikke må have tilknytning til en arbejdsgiver- eller arbejdstagerorganisation. Formandens stemme er udslaggivende i tilfælde af stemmelighed.

Stk. 5. Bestyrelsens formand og øvrige medlemmer udpeges for 4 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Ingen kan udpeges til bestyrelsen efter det fyldte 67. år. Et medlem af bestyrelsen kan ikke samtidig være medlem af Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 9.

Stk. 6. Hvis de i stk. 3 nævnte udpegningsberettigede ikke afgiver indstilling i overensstemmelse med reglerne for udpegning i stk. 3 og 5, kan beskæftigelsesministeren beslutte, at bestyrelsen kan fungere uden de pågældende medlemmer.

Stk. 7. Bestyrelsen er ansvarlig for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings administration. Bestyrelsen overlader administrationen, jf. stk. 2, til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Aktuarmæssige forhold

Kilde: Retsinformation.dk