← Lov om forskningsrådgivning m.v.

§ Lov om forskningsrådgivning m.v. · kapitel 14 af 18

Kapitel 5 – Det Strategiske Forskningsråd

LOV nr 405 af 28/05/2003

Fondsfunktion

§ 17. Det Strategiske Forskningsråd giver støtte til forskning inden for politisk prioriterede og tematisk afgrænsede forskningsområder.

Stk. 2. Rådet sikrer uddelingen af forskningsprogrammer i stk. 1 i form af bl.a.:

  1.   Forskergrupper.

  2.   Forskningens infrastruktur, herunder driftstilskud og apparatur.

  3.   Forskernetværk.

  4.   Internationalt samarbejde.

  5.   Forskeruddannelse.

  6.   Forskningskonsortier.

Stk. 3. I tilknytning til uddelingen i stk. 2 kan rådet uddele tilskud til ph.d.-stipendier m.v.

Stk. 4. Rådet skal bidrage til at styrke formidlingen af forskningsresultater.

Stk. 5. Rådet skal bidrage til et øget samspil mellem offentlig og privat forskning. Rådet skal i den forbindelse aktivt søge at synliggøre egne strategiske forskningsindsatser for relevante private aktører med henblik på at tiltrække midler fra fonde og virksomheder til samfinansierede forskningsprojekter.

Stk. 6. Rådet skal af egen drift opsøge nye forskningstendenser og kan igangsætte initiativer på baggrund heraf, såfremt Folketinget afsætter bevillinger hertil. Rådet kan endvidere med hel eller delvis finansiering fra andre samarbejdspartnere igangsætte initiativer på baggrund af nye forskningstendenser.

Stk. 7. I forbindelse med udøvelsen af fondsfunktionen giver rådet desuden forskningsfaglig rådgivning inden for politisk prioriterede og tematisk afgrænsede forskningsområder til ansøgere og andre interessenter.

Rådgivningsfunktion

§ 18. Det Strategiske Forskningsråd giver ministeren for videnskab, teknologi og udvikling forskningsfaglig rådgivning inden for politisk prioriterede og tematisk afgrænsede forskningsområder. Folketinget og enhver minister kan indhente tilsvarende forskningsfaglig rådgivning fra rådet. Rådgivningen sker efter anmodning eller på eget initiativ.

Stk. 2. Rådet skal inden de enkelte ministres uddeling af statslige forskningsbevillinger, der ikke er basisbevillinger knyttet til en bestemt institution, godkende uddelingsproceduren og foretage en forskningsfaglig vurdering af indkomne ansøgninger. På baggrund heraf uddeler de enkelte ministre midlerne blandt de ansøgere, som rådet har fundet støtteværdige.

Stk. 3. Rådet kan efter anmodning bistå offentlige institutioner med forskningsfaglig rådgivning inden for politisk prioriterede og tematisk afgrænsede forskningsområder.

Stk. 4. Rådet kan efter anmodning give forskningsfaglig rådgivning inden for politisk prioriterede og tematisk afgrænsede forskningsområder til private institutioner.

Stk. 5. Rådet skal desuden af egen drift opsøge nye forskningstendenser, jf. § 17, stk. 6.

Stk. 6. Rådet afgiver hvert år til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling en rapport om sit virke.

Struktur og kompetencer

§ 19. Det Strategiske Forskningsråd består af en bestyrelse og et meget begrænset antal programkomiteer.

§ 20. Bestyrelsen består af en formand og otte medlemmer.

Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling udpeger formanden og ét medlem. De øvrige medlemmer udpeges af ministeren efter åbent opslag.

Stk. 3. Bestyrelsen skal sammensættes af anerkendte forskere og af forskningskyndige, der repræsenterer brugerinteresser. Formanden og de øvrige medlemmer skal desuden have indsigt i og erfaring med varetagelse af strategiske forskningsopgaver i dansk og i international sammenhæng.

Stk. 4. Bestyrelsen skal tilsammen repræsentere kompetencer inden for alle væsentlige forskningsfaglige interesser i både det offentlige og det private forskningssystem. Kompetencerne omfatter indsigt i:

  1.   Grundlæggende forskning og uddannelse.

  2.   Strategisk forskning, herunder sektorforskning og forskning på hospitaler.

  3.   Samarbejde mellem virksomheder og offentlige forskningsinstitutioner.

  4.   Teknologisk udvikling og innovation.

  5.   Internationalt forskningssamarbejde.

  6.   Forskeruddannelse.

  7.   Menneskelige ressourcer og sociale processer.

Stk. 5. Formanden og de otte medlemmer udpeges i deres personlige egenskab. Bestyrelsen udpeges for en periode på 4 år. Genudpegning kan ske for 2 år. Hvis et medlem afgår i utide, kan et nyt medlem udpeges for mindre end 4 år.

Stk. 6. Bestyrelsen udarbejder en forretningsorden.

§ 21. Bestyrelsen kan efter egen vurdering i meget begrænset omfang nedsætte et antal programkomiteer med bevillingskompetence til at støtte forskning inden for politisk definerede og tematisk afgrænsede forskningsområder, jf. § 17, stk. 1.

Stk. 2. Bestyrelsen fastlægger antallet af programkomiteer og deres afgrænsning i forhold til hinanden. Bestyrelsen skal i den forbindelse sikre, at antallet holdes på det lavest mulige niveau, og at alle komiteer ophører, når deres opgave er fuldført.

Stk. 3. Bestyrelsen orienterer Koordinationsudvalget om initiativer efter stk. 1 og 2.

Stk. 4. Bestyrelsen har ikke selv bevillingskompetence, men fordeler de strategiske programmidler til programkomiteerne eller i visse tilfælde til et eller flere af de faglige forskningsråd, jf. § 9.

Stk. 5. Samtlige medlemmer af en programkomité skal være anerkendte forskere. Medlemmer af et fagligt forskningsråd, jf. § 9, kan udpeges som medlemmer af en programkomité. Medlemmerne udpeges af bestyrelsen.

§ 22. Bestyrelsen har alene i generelle administrative anliggender en instruktionsbeføjelse over for programkomiteerne. Hvor et eller flere af de faglige forskningsråd er tillagt opgaver efter § 21, stk. 4, har bestyrelsen samme beføjelse over for disse råd.

Stk. 2. Bestyrelsen er øverste ansvarlig for den forskningsfaglige rådgivning, som gives efter § 18. Bestyrelsen kan dog delegere rådgivningsopgaver til bestyrelsesformanden, sekretariatet eller en programkomité.

§ 23. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte nærmere regler for:

  1.   Det Strategiske Forskningsråds generelle tilskudsforudsætninger i forbindelse med fondsfunktionen.

  2.   Rådets regnskabsaflæggelse.

  3.   Rådets indkaldelse af ansøgninger og kravene hertil.

  4.   Rådets sagsbehandling i forbindelse med fondsfunktionen. Ministeren kan herunder bestemme, at der i et nærmere bestemt omfang skal inddrages eksterne eksperter ved bedømmelsen af ansøgninger.

  5.   Rådets tildeling af stipendier til forskere og personer under forskeruddannelse, jf. § 17, stk. 3.

Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte formkrav og tidsfrister i forbindelse med forholdene i stk. 1, nr. 3-5, herunder bestemme, at manglende overholdelse af formkrav og tidsfrister medfører, at ansøgningen kan afvises.

§ 24. Bestyrelsens, programkomiteernes eller de faglige forskningsråds afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan bestemme, at klager over retlige spørgsmål i forbindelse med afgørelser truffet af programkomiteerne eller af de faglige forskningsråd efter delegation fra Det Strategiske Forskningsråd kan indbringes for ministeren efter regler fastsat af denne.