Universitetsloven § 14
§ 14. Universitetets daglige ledelse varetages af rektor inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat. Den øvrige øverste ledelse, dekaner, institutledere og studieledere, varetager deres opgaver efter bemyndigelse fra rektor, jf. § 16, stk. 1 og 3-7, § 17, stk. 2 og 4, og § 18, stk. 5.
Stk. 2. Rektor skal være anerkendt forsker inden for et af universitetets fagområder og have indsigt i uddannelsessektoren. Rektor skal have erfaring med ledelse og organisering af forskningsmiljøer og skal have indsigt i et universitets virke og samspil med det omgivende samfund.
Stk. 3. Rektor indstiller ansættelse og afskedigelse af den øvrige øverste ledelse, jf. § 10, stk. 7, til bestyrelsen.
Stk. 4. Rektor ansætter og afskediger dekaner i de tilfælde, hvor universitetet opdeles i hovedområder.
Stk. 5. Rektor indstiller budgettet til bestyrelsen og underskriver regnskabet.
Stk. 6. Rektor fastsætter regler om disciplinære foranstaltninger over for de studerende.
Stk. 7. Rektor tegner universitetet med undtagelse af dispositioner over fast ejendom, jf. § 10, stk. 4, og træffer afgørelse i alle sager, jf. dog § 10, stk. 1 og 5-8, § 15, stk. 2, og § 18, stk. 4 og 6.
Stk. 8. Rektor skal godkende alle eksterne samarbejder, der forpligter universitetet.
Stk. 9. Rektor kan i særlige tilfælde opløse akademisk råd, jf. § 15, stk. 1. Rektor kan endvidere i særlige tilfælde overtage akademisk råds opgaver, jf. § 15, stk. 2.
Stk. 10. De nærmere regler om procedure for ansættelse og afskedigelse efter stk. 4 fastsættes i vedtægten. Ansættelsesproceduren skal sikre, at dekaner har faglig og ledelsesmæssig legitimitet.
Akademisk råd
Kilde: Retsinformation.dk