Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. § 9
§ 9. Danskuddannelse 1 og danskuddannelse 2 afsluttes med henholdsvis prøve i dansk 1 og prøve i dansk 2. Danskuddannelse 3 afsluttes med prøver på to niveauer, henholdsvis prøve i dansk 3 og studieprøven.
Stk. 2. Personer, der ikke har været tilmeldt undervisningen på et modul, der fører frem til en af de i stk. 1 nævnte prøver, kan indstille sig til prøven som selvstuderende.
Stk. 3. Udbyderne af danskuddannelse evaluerer kursisternes sprogtilegnelse undervejs i uddannelsesforløbet, herunder ved overgang mellem de enkelte moduler.
Stk. 4. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter regler om prøver og anden evaluering, om, hvilke udbydere der kan afholde prøver, om udstedelse af prøve- og kursusbeviser, om tilsynet med prøver samt om honorering af og befordringsgodtgørelse til medlemmer af opgavekommissionen og beskikkede censorer.
Kilde: Retsinformation.dk