Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. § 3
§ 3. Danskuddannelsen efter § 2, stk. 1, indeholder undervisning i dansk sprog og kultur- og samfundsforhold i Danmark. I uddannelsen kan indgå praktik i privat eller offentlig virksomhed.
Stk. 2. Tilbuddet efter § 2, stk. 1, omfatter en af de følgende tre danskuddannelser: danskuddannelse 1, danskuddannelse 2 og danskuddannelse 3.
Stk. 3. Danskuddannelse 1 tilrettelægges for kursister med ingen eller ringe skolebaggrund, som ikke har lært at læse og skrive på deres modersmål.
Stk. 4. Danskuddannelse 2 tilrettelægges for kursister, som normalt har en kort skole- og uddannelsesbaggrund fra hjemlandet og må forventes at have en forholdsvis langsom indlæring af dansk som andetsprog.
Stk. 5. Danskuddannelse 3 tilrettelægges for kursister, som normalt har en mellemlang eller lang skole- og uddannelsesbaggrund fra hjemlandet og må forventes at have en forholdsvis hurtig indlæring af dansk som andetsprog.
Stk. 6. Danskuddannelsen opdeles i moduler med klare mål. Optagelse på et modul, bortset fra optagelse på det første modul, forudsætter, at målene for det forrige modul er nået.
Stk. 7. Uddannelserne tilrettelægges fleksibelt med hensyn til tid, sted og indhold for at fremme samspillet med kursistens beskæftigelse, aktivering eller uddannelse.
Stk. 8. Danskuddannelserne skal tilrettelægges således, at det er muligt at følge undervisningen uden for normal arbejdstid.
Stk. 9. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter regler om de i stk. 2 nævnte danskuddannelser.
Kilde: Retsinformation.dk