§ Lov om statsautoriserede og registrerede revisorer · kapitel 32 af 32
Kapitel 16 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
LOV nr 302 af 30/04/2003
§ 30. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af økonomi- og erhvervsministeren.
Stk. 2. Syvårsperioden i § 10, stk. 2, regnes fra førstkommende ordinære generalforsamling i den reviderede virksomhed.
Stk. 3. Samtidig med lovens ikrafttræden ophæves lov om statsautoriserede revisorer, jf. lovbekendtgørelse nr. 501 af 30. juni 1998, og lov om registrerede revisorer, jf. lovbekendtgørelse nr. 502 af 30. juni 1998.
Stk. 4. I sager, hvor Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer eller Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer hidtil har været kompetent til at behandle overtrædelser af lov om statsautoriserede revisorer og lov om registrerede revisorer, afgøres spørgsmål om overtrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, efter de hidtil gældende regler. Sager, som før lovens ikrafttræden er indbragt for Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer eller for Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer, færdigbehandles ved det i medfør af lovens § 19 oprettede Disciplinærnævn for Statsautoriserede og Registrerede Revisorer.
§ 31. I lov om aktieselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 9 af 9. januar 2002, foretages følgende ændringer:
1. § 6 b, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2 . Bestemmelserne i § 54 b i denne lov og § 11 i lov om statsautoriserede og registrerede revisorer finder tilsvarende anvendelse på vurderingsmænd.«
2. § 86, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3 . Bestemmelserne i § 54 b i denne lov og § 11 i lov om statsautoriserede og registrerede revisorer finder tilsvarende anvendelse på granskningsmænd.«
§ 32. I lov nr. 448 af 7. juni 2001 om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v. (årsregnskabsloven) foretages følgende ændringer:
1. § 135, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2 . Kun statsautoriserede eller registrerede revisorer kan revidere disse virksomheders årsrapporter, jf. dog § 4, stk. 2, i lov om statsautoriserede og registrerede revisorer. For virksomheder, der skal udarbejde årsrapport efter reglerne for regnskabsklasse D, skal mindst én revisor være statsautoriseret revisor og drive eller være ansat i en statsautoriseret revisionsvirksomhed.«
2. I § 159, stk. 1, ændres », lov om statsautoriserede revisorer og lov om registrerede revisorer.« til: »samt lov om statsautoriserede og registrerede revisorer.«
§ 33. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som landsdelens særlige forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 30. april 2003
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
Margrethe R.
/Bendt Bendtsen
Officielle noter
- Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr. 84/253 af 10. april 1984 om autorisation af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber, EF-Tidende 1984 L 126, s. 20.