Lov om Kunstrådet § 6
§ 6. Til Kunstrådet knyttes et fagudvalg for litteratur, et fagudvalg for teater, et fagudvalg for billedkunst og et fagudvalg for musik. Ministeren kan endvidere nedsætte et udvalg for dansk billedkunst i udlandet.
Stk. 2. Kunstrådet består af 10 sagkyndige medlemmer. Fagudvalgene består hver af 5 medlemmer. Fagudvalget for musik består dog af 7 medlemmer. Formændene for de fire fagudvalg er fødte medlemmer af Kunstrådet. Ved nedsættelse af et udvalg for dansk billedkunst i udlandet består dette af 5 medlemmer.
Stk. 3. Kulturministeren udpeger 2 medlemmer til hvert fagudvalg. Repræsentantskabet, jf. kapitel 3, udpeger 3 medlemmer til hvert fagudvalg. For så vidt angår fagudvalget for musik, udpeger kulturministeren dog 3 medlemmer, og repræsentantskabet udpeger 4 medlemmer. Ved nedsættelse af et udvalg for dansk billedkunst i udlandet udpeger ministeren 2 medlemmer, og repræsentantskabet udpeger 3 medlemmer. Kulturministeren udpeger tillige formanden for hvert fagudvalg blandt medlemmerne samt formanden for udvalget for dansk billedkunst i udlandet.
Stk. 4. Kulturministeren udpeger 5 medlemmer til Kunstrådet, hvoraf formændene for de fire fagudvalg udgør de fire. Repræsentantskabet udpeger 5 medlemmer. Kulturministeren udpeger tillige formanden blandt medlemmerne.
Stk. 5. Medlemmer af Kunstrådet og fagudvalgene beskikkes af ministeren for 4 år. Ved nedsættelse af et udvalg for dansk billedkunst i udlandet beskikkes medlemmerne heraf for 4 år. Umiddelbar genbeskikkelse kan ikke finde sted. Afgår et medlem inden udløbet af sin beskikkelsesperiode, foretages nybeskikkelse for den resterende del af perioden.
Stk. 6. Medlemmer af Kunstrådet, Kunstrådets fagudvalg, udvalget for dansk billedkunst i udlandet samt Kunstrådets repræsentantskab kan i 3 år efter beskikkelsesperiodens udløb ikke beskikkes til et andet af de nævnte organer. Medlemmer af Statens Kunstfonds udvalg samt af repræsentantskabet for Statens Kunstfond kan ligeledes ikke i 3 år efter beskikkelsesperiodens udløb beskikkes til Kunstrådet og tilhørende organer. Medlemmer af Kunstrådet og tilhørende organer kan ikke samtidig være medlem af andre af Kunstrådets organer eller af Statens Kunstfond og tilhørende organer. Dette gælder dog ikke fagudvalgsformændenes medlemskab af Kunstrådet, jf. stk. 2. Endvidere skal medlemmer udpeget af Folketingets partier til repræsentantskabet for Kunstrådet, jf. § 10, samtidig være medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond.
Kilde: Retsinformation.dk