Lov om offentlige betalinger m.v. § 1

§ 1. Personer over 18 år, som i henhold til lov om Det Centrale Personregister er tildelt et personnummer, og som ikke er registreret som udrejst af Danmark, skal anvise en konto i et pengeinstitut (en »Nemkonto«), hvortil offentlige myndigheder med frigørende virkning kan foretage udbetaling af pengebeløb. Det samme gælder personer under 18 år, der i henhold til lov om Det Centrale Personregister er tildelt et personnummer, og som modtager betalinger fra offentlige myndigheder.

Stk. 2. Juridiske personer, som er tildelt et CVR-nummer efter lov om Det Centrale Virksomhedsregister, skal anvise en konto i et pengeinstitut, hvortil offentlige myndigheder med frigørende virkning kan foretage udbetaling af pengebeløb. Dette gælder også for en fysisk person, der som arbejdsgiver eller selvstændig erhvervsdrivende tildeles et CVR-nummer, og for virksomheder registreret som erhvervsdrivende hos ToldSkat.

Stk. 3. Udbetaling til Nemkontoen finder ikke sted, såfremt en fysisk eller juridisk person har anvist en anden konto, hvortil en udbetaling skal ske.

Stk. 4. Anvisningen af en konto efter stk. 1 eller 2 skal ske senest i forbindelse med den første udbetaling fra en offentlig myndighed.

Stk. 5. Finansministeren kan fastsætte regler om, at der i forbindelse med registrering eller ændring af en registrering i Det Centrale Personregister, i Det Centrale Virksomhedsregister eller i ToldSkats register over erhvervsdrivende skal ske meddelelse om en anvist Nemkonto.

Stk. 6. Finansministeren kan fastsætte regler om, at andre former for registrering end de i stk. 1 og 2 nævnte indebærer anvisningspligt. Ministeren kan endvidere bestemme, at andre end de i stk. 1 og 2 nævnte fysiske og juridiske personer er omfattet af anvisningspligten.

Kilde: Retsinformation.dk