Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 21

§ 21. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Stk. 2. Medlemmernes ret til at træffe beslutning i foreningen udøves på generalforsamlingen, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. De beføjelser, der udøves af foreningens generalforsamling, tilkommer på generalforsamlingen en afdelings medlemmer, for så vidt angår

  1.   godkendelse af afdelingens årsrapport,

  2.   ændring af vedtægternes regler for anbringelse af afdelingens formue,

  3.   afdelingens opløsning, fusion eller spaltning, og

  4.   andre spørgsmål, som udelukkende vedrører afdelingen.

Stk. 4. Ved beslutninger i henhold til stk. 3 finder stk. 1, 2, 5 og 6 samt §§ 22 og 23 tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Ethvert medlem har ret til i overensstemmelse med vedtægternes regler herom at kræve et bestemt emne optaget på dagsordenen.

Stk. 6. Bestyrelsen og direktionen skal, når det forlanges af et medlem og det efter bestyrelsens skøn kan ske uden væsentlig skade for foreningen, meddele til rådighed stående oplysninger på generalforsamlingen om alle forhold, som er af betydning for bedømmelsen af årsrapporten og foreningens stilling i øvrigt eller for spørgsmål, hvorom beslutning skal træffes på generalforsamlingen.

Kilde: Retsinformation.dk