← Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.

§ Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. · kapitel 42 af 42

Kapitel 21 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

LOV nr 1169 af 19/12/2003

§ 134. Loven træder i kraft den 1. januar 2004.

Stk. 2. §§ 55-69 om årsrapport finder første gang anvendelse for årsrapporter og formueopgørelser, der dækker perioder fra og med den 1. januar 2005. Årsrapporter og formueopgørelser for perioder til og med den 31. december 2004 aflægges efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. Samtidig ophæves lov om investeringsforeninger og specialforeninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 658 af 7. august 2002.

Stk. 4. Uanset stk. 3 og § 71, stk. 1, forbliver kravet om, at foreninger, hvis beviser er børsnoterede, skal have mindst to revisorer, jf. § 40, stk. 1, i lov om investeringsforeninger og specialforeninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 658 af 7. august 2002, i kraft for regnskabsår, der påbegyndes den 1. januar 2004.

Stk. 5. Bekendtgørelse nr. 1051 af 17. december 1997 om investeringsforeningers placering af formuen i realkreditobligationer, statsobligationer m.m. ophæves samtidig med lovens ikrafttræden, jf. stk. 1. De bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af lov om investeringsforeninger og specialforeninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 658 af 7. august 2002, forbliver i kraft, til de erstattes.

§ 135. De ved lovens ikrafttræden bestående investeringsforeninger og specialforeninger skal inden den 1. januar 2005 bringe deres vedtægter i overensstemmelse med kravene i denne lov.

Stk. 2. Vedtægtsændringer, som er nødvendige for at bringe vedtægterne i overensstemmelse med reglerne i denne lov, men som ikke har opnået vedtagelse på en generalforsamling, skal anses for gyldigt vedtaget af generalforsamlingen, såfremt der på denne ikke er afgivet så stort et antal stemmer imod ændringerne, som efter vedtægterne kræves til beslutning om foreningens opløsning.

Stk. 3. Investeringsforeninger og afdelinger heraf, der er blevet godkendt før lovens ikrafttræden, og som ikke retter henvendelse til en videre kreds eller offentligheden, kan uanset § 79 på en generalforsamling træffe beslutninger om at omdanne foreningen til en fåmandsforening. Beslutningen skal være enstemmig.

§ 136. Kollektive investeringsordninger, jf. § 115, der administreres af andre end fondsmæglerselskaber og pengeinstitutter, der har tilladelse som værdipapirhandlere, jf. § 9 i lov om finansiel virksomhed, kan fortsætte deres virksomhed som hidtil, såfremt de anmeldes til Finanstilsynet inden den 1. juni 2004.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger den i stk. 1 nævnte anmeldelse skal indeholde.

§ 137. Udenlandske investeringsinstitutter, der ved lovens ikrafttræden markedsførte andele direkte eller indirekte som nævnt i § 11, stk. 1, og § 16, stk. 1, uden markedsføringstilladelse efter § 71 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger, kan fortsætte markedsføringen af disse andele som hidtil, såfremt investeringsinstitutterne og de andele, der er blevet markedsført, anmeldes til Finanstilsynet inden den 1. juni 2004.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger den i stk. 1 nævnte anmeldelse skal indeholde.

§ 138. De bestyrelsesmedlemmer, der ved lovens ikrafttræden har andre hverv eller ansættelser end dem, som er tilladt efter § 26, stk. 2, kan fortsætte som bestyrelsesmedlemmer indtil udløbet af den periode, hvor de er valgt, hvorefter de ikke kan genvælges, hvis de fortsat ikke opfylder kravene i § 26, stk. 2.

§ 139. Uanset bestemmelserne i §§ 97-99 må en investeringsforening kun anvende afledte finansielle instrumenter efter bekendtgørelse nr. 959 af 1. november 2001 om investeringsforeningers, specialforeningers og innovationsforeningers anvendelse af afledte finansielle instrumenter, indtil der udstedes en ny bekendtgørelse i medfør af denne lovs § 89, stk. 3.

§ 140. Investeringsrådgivere, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden fungerer som investeringsrådgivere for en eller flere investeringsforeninger eller specialforeninger, og som ikke har tilladelse til eller er registreret med henblik på forvaltning af aktiver og ikke er underlagt tilsyn, skal inden den 1. juni 2004 enten afslutte aftaleforholdet med foreningen eller have indgivet ansøgning om godkendelse med henblik på forvaltning af aktiver.

§ 141. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Amalienborg, den 19. december 2003

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Margrethe R.

/Bendt Bendtsen

Officielle noter

  1. Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), (EF-Tidende nr. L 375, s. 3), som delvis ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/107/EF af 21. januar 2002 med henblik på en regulering af administrationsselskaber og forenklede prospekter, (EF-Tidende nr. L 41, s. 20), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/108/EF af 21. januar 2002 med hensyn til investeringsinstitutters investeringer, (EF-Tidende nr. L 41, s. 35), Rådets direktiv nr. 88/220/EØF af 22. marts 1988, (EF-Tidende nr. L 100, s 31) (ændret investeringspolitik), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 95/26/EF af 29. juni 1995, (EF-Tidende nr. L 168, s. 7) (styrkelse af tilsynet – »BCCI-direktivet«).