§ Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. · kapitel 33 af 42
Kapitel 12 – Fusion, spaltning og overflytning af afdelinger fra en forening til en anden
LOV nr 1169 af 19/12/2003
§ 78. En beslutning om fusion af to eller flere foreninger, af to eller flere afdelinger eller af en forening og en afdeling og beslutning om spaltning af en forening eller af en afdeling samt afvikling eller opløsning af en forening eller afdeling er ikke gyldig, før Finanstilsynet har godkendt fusionen, spaltningen, afviklingen eller opløsningen.
Stk. 2. De for aktieselskaber gældende bestemmelser om fusion og spaltning i aktieselskabsloven finder tilsvarende anvendelse på foreninger og afdelinger heraf, dog således at foreningerne selv skal sørge for bekendtgørelse heraf i Statstidende efter aktieselskabslovens § 158, stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan meddele tilladelse til, at en afdeling af en forening overflyttes til en anden forening.
§ 79. Investeringsforeninger og afdelinger heraf kan kun omdannes eller fraspaltes til andre investeringsforeninger.
Inddragelse af tilladelse og ophør
§ 80. Finanstilsynet kan tilbagekalde en forenings godkendelse, hvis foreningen anmoder herom.
§ 81. Opfylder en forening ikke formuekravene i § 4, stk. 7, eller § 5, stk. 7, og har den ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, skal Finanstilsynet tilbagekalde godkendelsen.
Stk. 2. Finanstilsynet kan endvidere tilbagekalde en forenings eller afdelings godkendelse, hvis
-
foreningen eller afdelingen ikke længere opfylder betingelserne i kapitel 3 for at få godkendelse,
-
foreningen eller afdelingen gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af regler i denne lov eller af regler udstedt i medfør af loven,
-
foreningens eller afdelingens virksomhed ikke påbegyndes senest 12 måneder efter godkendelsens meddelelse, eller
-
foreningens eller afdelingens virksomhed ikke udøves i en periode på over 6 måneder.
§ 82. Når Finanstilsynet i henhold til §§ 80 eller 81 tilbagekalder godkendelsen af en forening eller afdeling, skal foreningen eller afdelingen afvikles.
Stk. 2. Er der ikke fastsat andet i lovgivningen, træffes beslutning om afvikling af en forening eller afdeling af generalforsamlingen og gennemføres ved likvidation. Finanstilsynet kan fastsætte en frist for denne beslutnings vedtagelse. Overskrides fristen, kan Finanstilsynet beslutte, at foreningen træder i likvidation.
§ 83. De for aktieselskaber gældende opløsningsbestemmelser finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på foreninger omfattet af denne lov samt afdelinger heraf. Aktieselskabslovens § 123 kan ikke fraviges.
§ 84. Finanstilsynet kan dog tillade anden form for afvikling eller opløsning af en forening eller afdeling, såfremt foreningen fremlægger en afviklingsplan og depotselskabet erklærer at ville hæfte for såvel forfalden og uforfalden som omtvistet gæld.
Stk. 2. Inden afviklingen efter stk. 1 skal foreningens ledelse til Finanstilsynet indsende en erklæring om, at al gæld er betalt. Såfremt foreningen eller afdelingen er skattepligtig, skal der endvidere vedlægges en erklæring fra told- og skattemyndighederne om, at der ikke foreligger skatte- og afgiftskrav vedrørende foreningen eller afdelingen.
§ 85. Finanstilsynet kan udnævne en likvidator til sammen med den eller de af generalforsamlingen valgte at foretage likvidationen, såfremt hensynet til foreningens medlemmer eller kreditorer taler herfor, jf. § 83.
§ 86. Bestemmelserne i denne lov om Finanstilsynets beføjelser og om foreningernes pligter over for Finanstilsynet finder tilsvarende anvendelse på foreninger, der er under opløsning.
Afsnit IX
Investeringsforeningers anbringelse af midler og likviditet m.v.