Miljømålsloven § 31

§ 31. Vanddistriktsmyndigheden sørger for offentlig annoncering af de i henhold til § 29, stk. 5, endeligt vedtagne dokumenter med de ændringer, der måtte følge af proceduren efter § 32 eller § 34, stk. 2. Ved annoncering skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. De endeligt vedtagne dokumenter skal være offentligt tilgængelige. Offentliggørelsen skal ske inden for følgende tidsfrister:

  1.   Basisanalysen: mindst 2 år inden begyndelsen af hver planperiode, dog første gang senest den 22. december 2004.

  2.   Udpegningen af drikkevandsforekomster: mindst 2 år inden begyndelsen af hver planperiode, dog første gang senest den 22. december 2004.

  3.   Udpegningen af skaldyrvande: mindst 2 år inden begyndelsen af hver planperiode.

  4.   Arbejdsprogrammet: mindst 2 år inden begyndelsen af hver planperiode.

  5.   Oversigten over de væsentlige vandforvaltningsmæssige opgaver: mindst 1 år inden begyndelsen af hver planperiode.

  6.   Vandplanen: senest den 22. december 2009 og derefter hvert 6. år.

  7.   Statusrapporten: 2 år og 6 måneder efter begyndelsen af hver planperiode.

Stk. 2. Vanddistriktsmyndigheden sender basisanalysen, vandplanen og statusrapporten til miljøministeren og øvrige statslige og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om kravene til annoncering og offentlig tilgængelighed, jf. stk. 1, herunder at de endeligt vedtagne dokumenter kan udleveres mod betaling.

Kilde: Retsinformation.dk