Frekvensloven § 13

§ 13. Vilkår som nævnt i § 12, stk. 1, nr. 2, kan maksimalt udstrækkes til at gælde i 1 år efter, at det i tilladelsen fastsatte dækningskrav eller udbygningskrav er opnået. Sådanne vilkår skal dog minimum gælde i 2 år efter udstedelse af tilladelsen.

    Stk. 2. IT- og Telestyrelsen kan uanset stk. 1 ved udstedelse af tilladelserne fastsætte vilkår for hele tilladelsesperioden, hvis det samlede antal tilladelser, som udstedes til en bestemt anvendelse, sammen med det øvrige udbud af eventuelle konkurrerende tjenester ikke efter IT- og Telestyrelsens skøn sikrer tilstrækkelig konkurrence på det relevante marked.

    Stk. 3. I offentlige udbud, hvor der er fastsat vilkår i medfør af stk. 2, kan IT- og Telestyrelsen i løbet af tilladelsesperioden træffe afgørelse om, at vilkårene ophæves. En ophævelse af vilkårene forudsætter, at den i stk. 1 fastsatte periode er forløbet, og at IT- og Telestyrelsen skønner, at udviklingen i den samlede konkurrencesituation berettiger ophævelsen.

Kilde: Retsinformation.dk