§ Frekvensloven · kapitel 22 af 22
Kapitel 11 – *
LOV nr 421 af 06/06/2002
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 55. Loven træder i kraft den 1. juli 2002.
§ 56. Følgende love ophæves:
-
Lov nr. 394 af 10. juni 1997 om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser.
-
Lov nr. 468 af 12. juni 1996 om offentlig mobilkommunikation.
§ 57. Bekendtgørelser udstedt i medfør af de i § 56 nævnte love eller lov om radiokommunikation, jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 22. april 1992 med senere ændringer, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af denne lov.
Stk. 2. Tilladelser udstedt i medfør af de i § 56 nævnte love eller lov om radiokommunikation, jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 22. april 1992 med senere ændringer, forbliver i kraft.
Stk. 3. Tilladelser udstedt i medfør af den i § 56, nr. 2, nævnte lov (mobiltilladelser) bortfalder, hvis tilladelser udstedt i medfør af den i § 56, nr. 1, nævnte lov eller lov om radiokommunikation, jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 22. april 1992 med senere ændringer (frekvenstilladelser), ikke længere er i kraft.
Stk. 4. Denne lov og regler udstedt i medfør heraf finder anvendelse på tilladelser udstedt i medfør af de i § 56 nævnte love og lov om radiokommunikation, jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 22. april 1992 med senere ændringer.
Stk. 5. Uanset stk. 4 løber tilladelser udstedt efter offentligt udbud gennemført i medfør af de i § 56 nævnte love uden ansøgning videre i perioder svarende til det antal år, som tilladelsen oprindelig er udstedt til at gælde, medmindre IT- og Telestyrelsen tilbagekalder tilladelsen med et varsel på 1 år før periodens udløb. En tilladelse kan dog højst løbe videre i perioder af 10 år.
§ 58. I lov nr. 232 af 5. april 2000 om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold foretages følgende ændringer:
1. Overskriften til §§ 10-12 affattes således:
»Brug af apparater og tilslutning af teleterminaludstyr«.
2. § 10, stk. 1, affattes således:
»Apparater må kun bruges
-
i overensstemmelse med de formål, hvortil de er bestemt,
-
når de til stadighed overholder kravene i § 5 og regler udstedt i medfør heraf, og
-
når de er forsynet med overensstemmelsesmærkning og anden mærkning fastsat i henhold til § 6, stk. 2.«
3. Efter § 10 indsættes:
»§ 10 a. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte regler om brug af apparater og tilslutning af teleterminaludstyr i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid.«
4. I § 17, stk. 1, udgår »og kontrol«.
5. § 17, stk. 2, nr. 2, affattes således:
»2) Meddele påbud om standsning af driften af apparater«.
6. I § 17, stk. 2, nr. 3, udgår »eller ibrugtagning«.
7. I § 17, stk. 2, nr. 4, indsættes efter »indsendelse«: »og offentliggørelse«.
8. § 18, stk. 1, 3. pkt., ophæves.
9. § 19 ophæves.
10. § 27, stk. 1, nr. 3, affattes således:
»3) undlader at efterkomme påbud og forbud givet i medfør af § 17, stk. 2.«
§ 59. I lov nr. 1266 af 20. december 2000 om auktion over tilladelser til 3. generations mobilnet foretages følgende ændring:
1. § 3, stk. 1, affattes således:
»§§ 10 og 11, § 15, stk. 1, §§ 36-41, § 43, § 44, stk. 1, 2 og 4, §§ 48, 50, 51 og 53 i lov om radiofrekvenser finder tilsvarende anvendelse.«
§ 60. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 6. juni 2002
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
Margrethe R.
/Helge Sander
Officielle noter
- Loven indeholder regler, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EF-Tidende 2002 nr. L 108 s. 21) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EF-Tidende 2002 nr. L 108 s. 33).