← Frekvensloven

§ Frekvensloven · kapitel 14 af 22

Kapitel 3 – *

LOV nr 421 af 06/06/2002

Udstedelse af tilladelser

Krav om tilladelse

§ 4. Anvendelse af radiofrekvenser kan alene ske på grundlag af tilladelse udstedt af IT- og Telestyrelsen, jf. dog stk. 2-4.

    Stk. 2. IT- og Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om, at radiofrekvenser uanset stk. 1 kan anvendes uden tilladelse, herunder begrænsninger for anvendelsen.

    Stk. 3. IT- og Telestyrelsen kan efter drøftelse med forsvaret fastsætte regler om forsvarets anvendelse af radiofrekvenser, herunder at forsvarets anvendelse af radiofrekvenser uanset stk. 1 kan ske uden tilladelse.

    Stk. 4. Anvendelse af radiofrekvenser i radioanlæg, der alene er indrettet til modtagning, kan uanset stk. 1 ske uden tilladelse.

Udstedelse af tilladelser, efterhånden som ansøgninger herom modtages

§ 5. IT- og Telestyrelsen udsteder tilladelser, efterhånden som ansøgninger herom modtages, jf. dog stk. 2 og § 6. I tilfælde af samtidig modtagelse af flere ansøgninger til samme tilladelse udstedes tilladelsen efter lodtrækning.

    Stk. 2. IT- og Telestyrelsen kan udsætte udstedelse af tilladelser efter stk. 1 med henblik på undersøgelse af, om der foreligger frekvensknaphed, jf. stk. 3.

    Stk. 3. Frekvensknaphed foreligger, når IT- og Telestyrelsen vurderer, at den samlede efterspørgsel efter radiofrekvenser i et givet radiofrekvensbånd, der er afsat til en konkret anvendelse,

  1. ikke kan imødekommes (aktuel frekvensknaphed) eller

  2. kan forventes inden for et kortere tidsrum ikke at ville kunne imødekommes (fremtidig frekvensknaphed).

Udstedelse af tilladelser efter offentligt udbud eller auktion

§ 6. Når IT- og Telestyrelsen har konstateret, at der er frekvensknaphed, jf. § 5, stk. 3, indstiller IT- og Telestyrelsen til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, at ministeren træffer beslutning om gennemførelse af offentligt udbud eller afholdelse af auktion som grundlag for udstedelse af tilladelser.

    Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan på baggrund af IT- og Telestyrelsens indstilling i medfør af stk. 1 træffe beslutning om, at

  1. IT- og Telestyrelsen gennemfører offentligt udbud af tilladelser, jf. § 7, eller

  2. IT- og Telestyrelsen afholder auktion over tilladelser, jf. § 8.

    Stk. 3. Hvis ministeren for videnskab, teknologi og udvikling har truffet beslutning efter stk. 2, udsteder IT- og Telestyrelsen tilladelser efter at have gennemført et offentligt udbud eller afholdt en auktion, jf. §§ 7 og 8.

§ 7. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter nærmere regler for det offentlige udbud, jf. § 6, stk. 2, nr. 1. Sådanne regler kan blandt andet omfatte,

  1. hvilke typer og antal tilladelser der skal være omfattet af udbuddet,

  2. varighed og fornyelse af tilladelserne,

  3. udbudsformen, herunder afholdelse af en interessetilkendegivelsesrunde, udbudsmaterialet, gennemførelse af udbuddet og regler om forudsætninger for deltagelse i udbuddet,

  4. minimumskrav,

  5. de kriterier, der kan tillægges vægt ved vurdering af de indkomne tilbud, herunder indbyrdes sammenligning af tilbuddene,

  6. fordeling af tilladelserne,

  7. tilbudsgivernes adfærd, der kan begrænse eller har til formål at begrænse konkurrencen i forbindelse med udbuddet,

  8. erstatning og sanktioner for overtrædelse af regler fastsat for udbuddet i form af bortvisning fra udbuddet, tilbagekaldelse af allerede udstedte tilladelser og bod,

  9. at reglerne i §§ 22-25 i en nærmere afgrænset periode ikke finder anvendelse på tilladelser udstedt efter offentligt udbud,

  10. at deltagerne i det offentlige udbud skal betale for de omkostninger, der er forbundet med IT- og Telestyrelsens forberedelse og gennemførelse af udbuddet samt udstedelsen af tilladelserne, og

  11. depositum.

    Stk. 2. Indkommer der ved et offentligt udbud færre end eller samme antal tilbud som det antal tilladelser, der er udbudt, udsteder IT- og Telestyrelsen umiddelbart tilladelser til den eller de parter, der har afgivet et tilbud, som opfylder de fastsatte regler om forudsætninger for deltagelse i udbuddet.

§ 8. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter nærmere regler for auktionen, jf. § 6, stk. 2, nr. 2. Sådanne regler kan blandt andet omfatte,

  1. hvilke typer og antal tilladelser der skal være omfattet af auktionen,

  2. varighed og fornyelse af tilladelserne,

  3. auktionsformen, auktionsmaterialet, afholdelse af auktionen og regler om forudsætninger for deltagelse i auktionen,

  4. minimumskrav,

  5. depositum og bankgaranti,

  6. minimumsbudsum og mindstepris,

  7. fordeling af tilladelserne,

  8. vilkår for betaling af tilladelserne,

  9. budgivernes adfærd, der kan begrænse eller har til formål at begrænse konkurrencen i forbindelse med auktionen,

  10. erstatning og sanktioner for overtrædelse af regler fastsat for auktionen i form af bortvisning fra auktionen, tilbagekaldelse af allerede udstedte tilladelser og bod,

  11. at reglerne i §§ 22-25 i en nærmere afgrænset periode ikke finder anvendelse på tilladelser udstedt efter auktion, og

  12. at deltagerne i auktionen skal betale for de omkostninger, der er forbundet med IT- og Telestyrelsens forberedelse og afholdelse af auktionen samt udstedelsen af tilladelserne.

    Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte regler om, at auktionen gennemføres på grundlag af auktionsvilkår, der affattes af IT- og Telestyrelsen og aftales mellem IT- og Telestyrelsen og budgiverne. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter nærmere regler for IT- og Telestyrelsens virksomhed i forbindelse med en sådan auktion. Herunder kan der blandt andet fastsættes regler om de i stk. 1 omhandlede forhold samt om

  1. indholdet af auktionsaftalen,

  2. erstatning og sanktioner for overtrædelse af auktionsaftalen i form af bortvisning fra auktionen, tilbagekaldelse af allerede udstedte tilladelser og bod og

  3. fraskrivning af retten til at kræve anden form for erstatning end pengekrav.

Ventelister

§ 9. IT- og Telestyrelsen fastsætter regler om anvendelse af ventelister i forbindelse med ansøgninger om tilladelser.

Forsøgs- og udviklingstilladelser

§ 10. IT- og Telestyrelsen kan udstede forsøgs- og udviklingstilladelser til at afprøve en nærmere specificeret teknologi eller tjeneste.

    Stk. 2. IT- og Telestyrelsen kan ved udstedelse af tilladelser til forsøg og udvikling tillade frekvensanvendelse, som ikke er i overensstemmelse med frekvensplanen, jf. § 3.

    Stk. 3. IT- og Telestyrelsen fastsætter vilkår for forsøgs- og udviklingstilladelser.

    Stk. 4. IT- og Telestyrelsen kan for at sikre imod uacceptable forstyrrelser af eksisterende tjenester ændre vilkår fastsat i medfør af stk. 3.

    Stk. 5. IT- og Telestyrelsen kan afsætte specifikke radiofrekvenser til forsøg og udvikling i frekvensplanen, jf. § 3.

    Stk. 6. IT- og Telestyrelsen fastsætter nærmere regler for anvendelsen af de i stk. 5 nævnte radiofrekvenser, herunder om radiofrekvenserne kan anvendes uden tilladelse.