Lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse § 15
§ 15. Undervisningsministeren yder tilskud eller lån til institutionerne efter stk. 2-6.
Stk. 2. Undervisningsministeren yder tilskud til fællesudgifter i form af grundtilskud, der fastsættes på de årlige finanslove, og taxametertilskud, der ydes ud fra den enkelte institutions antal årselever og en takst pr. årselev. Taksterne pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove for grupper af uddannelser.
Stk. 3. Undervisningsministeren yder taxametertilskud til institutionernes erhvervelse og opretholdelse af lokaler, bygninger og arealer ud fra den enkelte institutions antal årselever og en takst pr. årselev. Taksterne pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove for grupper af uddannelser.
Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter regler om opgørelse af årselever efter stk. 2 og 3.
Stk. 5. Undervisningsministeren kan yde lån og tilskud til institutioner, der efter ministerens skøn er kommet i en særlig vanskelig økonomisk situation. Lånet eller tilskuddet er betinget af, at institutionen følger ministerens krav til omlægning af institutionens virksomhed med henblik på genopretning af institutionens økonomi.
Stk. 6. Undervisningsministeren kan yde tilskud og lån i forbindelse med sammenlægning eller spaltning af institutioner.
Kilde: Retsinformation.dk